Natur og tradition sikrer succes

Nordjyske forfattere er klart de mest populære i hele landet. Men hvorfor? Gyldendals litterære direktør Johannes Riis giver sit bud i dette uddrag fra bogen "Kraftværker" om de nordjyske forfatterskaber, som NORDJYSKE Medier udgiver 7. april

- Læserne vil gerne tæt på. De vil gerne læse litteratur, der siger noget sandt om det at være menneske. Og man kan netop holde sig inde ved kernen af det sande, når man sætter historien et sted, hvor der ikke er så mange distraktioner, angiver Johan

- Læserne vil gerne tæt på. De vil gerne læse litteratur, der siger noget sandt om det at være menneske. Og man kan netop holde sig inde ved kernen af det sande, når man sætter historien et sted, hvor der ikke er så mange distraktioner, angiver Johan

Da krimiforfatteren Jussi Adler-Olsen i 2011 fik De Gyldne Laurbær, var det ikke alene fjerde gang i træk, at boghandlernes hæder tilfaldt Nordjylland. Det var syvende gang inden for 10 år, at den prestigefyldte pris gik til et nordjysk forfatterskab. - Det overrasker mig ikke, siger den mest magtfulde af dansk litteraturs bagmænd, Johannes Riis, 61 år og direktør på forlaget Gyldendal, der står bag fem af de syv laurbærmodtagere. Den manglende overraskelse skyldes så langtfra, at han stammer fra selve jantelovens fødested, limfjordsøen Mors. Ej heller, at han som helt lille selv måtte give efter for bøgernes kraft og som den ældste af seks sønner sige nej til at drive Damgaard videre. Den manglende overraskelse bunder i viden. Viden om ikke bare litteratur, udenlandsk såvel som dansk, ikke mindst nordjysk litteratur. - Når man ser på listen over nordjyske forfattere i dag, er den jo imponerende. Den er bestemt ikke sammensat fra den lave ende, konstaterer Johannes Riis hen over kaffen i det kulturdestillerende kontor i Klareboderne 3, 1. sal. Adressen, hvorfra han virker i dag og har gjort det siden 1994, hvor han tiltrådte som litterær direktør for landets bærende forlag efter at have haft lederstillinger i bogbranchen, lige fra det første år efter han blev mag.art. i litteraturhistorie i 1978. Der er mange måder at måle litterær fylde på. En af dem er laurbærrene, som han kalder "et stærkt popularitetsstempel" til den nordjyske litteratur, efter at den har skabt syv ud af de seneste ti års prismodtagere. Naturen ægger fantasien - Nordjylland har i over 100 år haft en stærk litterær tradition, der begyndte med det, der lidt ironisk er blevet kaldt "Den Jyske Bevægelse", som omfattede bl.a. Marie Bregendahl, Jeppe Aakjær, Johs. V. Jensen, Thøger Larsen og Johan Skjoldborg. De var store fortællere, og de var med til at give hele egnen en selvbevidsthed med deres præcise signalementer af både landskab og mennesker. Og det var måske med til at gøre folk heroppe mere interesserede i at læse og skrive bøger end andre steder, siger Johannes Riis. At læse bøger, der beskriver det sted, man selv bor, gør også, at man lærer at se det sted, hvor man bor. Det skærper opmærksomheden. Generationer efter lægger man så mærke til, at der ser helt anderledes ud derude, end da forfatterne skrev. Og så kan man få lyst til selv at skrive om forandringen. - Og når man kan se, at andre, der boede lige i nærheden, kunne gøre det, er det måske lettere at gå i gang selv. Og mange af dem skriver oven på, om man så må sige, de gamle som Johs. V., forklarer forlagsdirektøren. Det lå ikke ligefor, at Aakjær og de andre store skulle være forfattere? - Nej, langtfra, og derfor kan man måske også sige, at det hele begyndte ved et tilfælde. Og dog. For der er måske flere forklaringer på, at der stort set er en ubrudt linje fra Aakjær, Johannes V. Jensen og Johannes Buchholtz over Knuth Becker, Hans Lyngby Jepsen, Erik Aalbæk Jensen og den tidligt afdøde Jørgen Christian Hansen frem til nu af betydende og velsælgende danske forfattere som foruden de allerede nævnte Inge Eriksen, Hanne Marie Svendsen, Knud Sørensen, Knud Erik Pedersen, Bent Haller, Bent Vinn Nielsen, Hans Otto Jørgensen, Karsten Lund og Lisbeth Brun, der alle har rod i det nordjyske. - I hvert fald for os, der er vokset op i nærheden af den, er Limfjorden noget særligt. Det at vokse op ved fjorden gør, at man bliver opmærksom på, at alting er foranderligt. Udsynet skifter konstant. Man kører langs fjorden, horisonten ændres hele tiden, pludselig får man et glimt af fjorden, og det bliver ved med at rykke i én, uanset hvor gammel man bliver ... - Der er en mangfoldighed i al den forandring. Og man opdager i en tidlig alder, at fjorden kan føre ud til en anden verden. At vokse op ved fjorden kan føde nysgerrighed og udlængsel, mener morsingboen, og den kan føre til litteratur. Som det dobbelte lys på Skagen kan forære malere en anden fornemmelse for himmel og hav. Enkelhed skærper dramaet Samtidig kan det mere enkle liv på landet, som selv nulevende forfattere kan erindre, bidrage til at holde fokus på de menneskelige dramaer, som netop er det, de fleste læsere ønsker at fordybe sig i. - Læserne vil gerne tæt på. De vil gerne læse litteratur, der siger noget sandt om det at være menneske. Og det kan man måske i højere grad skrive, hvis det foregår i et mere enkelt miljø, som man endda selv kender til? - Man skal selvfølgelig vare sig for at generalisere, lyder det med forbehold fra Riis, men selv om det kan virke som en modsætning, at læserne i storbyerne læser bøger fra småbyerne, kan der godt ligge en litterær logik bag. - Sande historier er ofte enkle og helt rene i snittet. Sådan er meget litteratur. Og man kan netop holde sig inde ved kernen af det sande, når man sætter historien et sted, hvor der ikke er så mange distraktioner, siger Johannes Riis. Men selv om mange har rødder ude i mulden, glemmer vi vores geografiske arv, når hverdagen foregår i byen med karrierer og fortovskanter, der skal forceres. - Da kan bøgerne være med til at gøre livet på landet mere nærværende. De er med til at gøre opmærksom på, at der findes mennesker med de samme længsler og savn derude som alle andre steder. I de store byer f.eks. - Og som al kunst er den med til at vise den mangfoldighed, der er med til at gøre tilværelsen mindre fattig og entydig. Vi kan da godt sige, at vi ikke har råd til Det Kgl. Teater eller til digtsamlinger eller til at lade færgen blive ved at sejle ud til den lille ø. Men så afstumper vi ikke bare os selv, men også hele landet. Så bliver vores mentale landkort mindre. For den sags skyld også helt konkret arealmæssigt. - Vi har brug for bøgerne til at gøre danmarkskortet større. Det kan være med til at gøre os stærkere og holde sammen på hele landet. Har du så som forlagsdirektør en særlig forpligtelse til at sikre en geografisk bredde? - Nej. Det skal handle om litterær kvalitet. Om det rammer. Jeg kan ikke antage et dårligt manuskript, blot fordi det er fra Nordjylland. Fastholder de mange bøger fra før så ikke nordjyderne i en tid eller et miljø, der ikke er, frem for at få dem til at se fremad? - Al litteratur fortolker jo på en eller anden måde virkeligheden, og det vil jo også sige, at den fortolker noget, der er sket. Og på den måde kan det da godt være, at en del litteratur kan fiksere frem for at frigøre. Måske er det sådan? - Men man kan bruge litteraturen til at lære om, hvor man stammer fra, og dermed også om, hvem man er. Det kan der jo også ligge en frigørelse i, en erkendelse, der kan bruges til at gøre én klogere på sig selv. - Det er selvfølgelig vigtigt at få inspiration til, hvilke mål man vil styre efter i sit liv, men det er også meget, meget vigtigt at forstå, hvem man er, og hvor man står, når man begynder at styre. Og det kan hjemstavnsbøger hjælpe med? - Ja, for de viser den verden, vi er rundet af. Det kan godt være, nogle mener, vi lige med ét kan hive os selv op ved hårene og blive kosmopolitter, men det er håbløst naivt. Vi slæber vores kulturarv med os overalt, uanset om vi vil det eller ej - og så er det da uhyre vigtigt at vide, hvad det er for en arv, vi bærer med os i stedet for bare at blæse rundt i den tomme luft.