Naturen brugt som motionsrum

Morgenfriske sprang formiddagsluren over og sprang rundt i skoven i stedet

Sundhed 16. september 2002 08:00

HADSUND: Børge Jensen er på vej op ad et træ. Han snor sig som en slange mellem grenene, og i løbet af ingen tid er han oppe i den højde, hvor dem, der lider af højdesyge, søger nedad igen. Men ikke Børge Jensen. - Børge, nu tager du det stille og roligt, råber Lissy Vad til ham. - Det kan jeg ikke. Det er mit normale tempo, svarer han. På den anden side af træet er Esther Johansen. Fødderne går scenevant fra den ene gren til den anden, og til sidst står hun oppe ved siden af Børge Jensen og griner. Undersøger man dåbsattesterne nærmere, har Børge nået de 82, og Esther har rundet pensionistalderen, men det var bestemt ikke til at se eller høre på dem. - Jeg leder seniordans tre dage om ugen, og så ror jeg hver mandag og onsdag formiddag. Men i dag havde jeg tid, lød Esthers Johansens svar på, hvorfor hun var med på Sund Bys motionstur. Sund By er en sundhedsaftale mellem kommune og amt med det formål, at folk skal få en sundere tilværelse. I anledningen af Sund Bys ti års jubilæum havde butikken i Hadsund inviteret til aktivitets- og motionstur, og det havde seks friske naturelskere taget imod. Lissy Vad, der er instruktør for flere motionshold for ældre, havde et helt bestemt mål med turen. - Det gælder om at få mennesker til at gøre noget, de ikke er vant til. Få dem til dem at bruge de mange forskellige dele af kroppen uden at tænke over det. Samtidig lærer de også hinanden at kende. Udnytte naturens resourcer Motionisterne fik hurtigt kroppen i bevægelse. Inde midt i skoven bad Lissy Vad dem om finde nogle pinde til en kaste- og navneleg. En pind skulle kastes mellem deltagerne og gribes med to pinde, som man havde i hver sin hånd. For at gøre det endnu sværere skulle deltagerne sige navnet på den, de kastede pinden til. Senere blev kreativiteten også sat på en prøve. Opgaven gik ud på at lave en skovtrold ved hjælp af skovens rekvisitter. - Kan I ikke bare bruge mig, foreslog Esther Johansen, men det blev hurtigt afvist af de andre, der allerede var på vej rundt i skoven for at lede efter bregner, græs, blade og kviste till trolden. Efter en velfortjent pause med danskvand og frugt fortsatte Lissy Vad i hæsblæsende tempo, og deltagerne blev kastet ud i balancegang på store træstammer, hop på træstubbe, øvelser i at vælte et træ samt fangeleg. - Vi bruger naturen som motionsrum. Det er ikke sikkert, at vi kan blive ved med at få lokaler til vores aktiviteter, og så må vi ty til andre steder, forklarede instruktøren, der udnyttede naturen til fulde under vandringen. Og deltagerne kunne slet ikke få nok. Efter to timers vandring spurgte Lissy Vad om, at de skulle gå det sidste stykke via vejen eller skoven. - Vi skal da igennem skoven, lød svaret fra motionisterne, der kunne gå glade og veltilpas hjem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...