Dronninglund

Naturen er fattig i Brønderslev

Naturen er ikke i topform

På overfladen ser det kønt ud. Arkivfoto
På overfladen ser det kønt ud. Arkivfoto

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Nu er det muligt at se, hvordan naturen egentlig har det i Brønderslev Kommune. Naturkapitalen er en oversigt over kommunens naturværdier og viser, at naturen trænger til en hjælpende hånd.

Det ser kønt ud på overfladen i Brønderslev Kommune, men naturen er ikke i topform overalt. Det viser den såkaldte naturkapital, der er lavet af forskere på Aarhus Universitet på baggrund af data fra det nationale biodiversitetskort.

Ud af 100 mulige point scorer Brønderslev 16 og placerer sig et stykke nede af listen over kommunernes naturværdi - på en 78. plads ud af landets 98 kommuner. Med en scorer på under 20 point kategoriseres naturen som fattig.

Den lave placering skyldes blandt andet, at knap 70 procent af kommunen består af markarealer, der er intensivt dyrkede og derfor har en meget lav biodiversitet. Arealer, hvor naturen er rig, fylder omvendt ikke så meget i kommunen og har derfor svært ved at trække naturkapitalen op.

Af rigere natur er eng og mose, der har en såkaldt regional naturværdi, hvilket betyder, at en større variation af plante- og dyrearter kan trives her og at arealerne vækker interesse også uden for kommunen selv.

Se alle kommuners naturkapital her: www.biodiversitet.nu/naturkapital. Her kan du også se, hvordan Brønderslev ligger i forhold til de søsterkommuner, som det giver mening at sammenligne Brønderslev med: http://www.biodiversitet.nu/nki-kommunediagrammer/nki-broenderslev

Ifølge seniorforsker på Aarhus Universitet, Rasmus Ejrnæs, bør kommunerne bruge naturkapitalen til at skabe sig et overblik over deres naturværdier.

- Naturkapitalen er en form for benchmarking og det vil være oplagt, at kommunerne noterer sig, hvad de har af god og unik natur og ser på, om de gør nok for at passe på den, siger han.

Men omvendt skal en kommune heller ikke lade sig slå ud, hvis naturkapitalen ikke ligefrem er blændende.

- Har man en lille startkapital, så kan det være en motivationsfaktor for at forbedre naturkvaliteten, for eksempel ved at lave naturgenopretning eller tage landbrugsarealer ud af drift, der hvor det gør den største forskel, siger Rasmus Ejrnæs.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden