Naturen går sin ubønhørlige gang

På trods af, at naturen går sin ubønhørlige gang omkring Maarup kirke i Vendsyssel, meddeles det, at Fredningsnævnet agter at give grønt lys for et forsøg på at redde kirken.

Natur 1. september 2007 20:54

Umiddelbart kan et sådant forsøg synes rimeligt; men kun for mennesker, som ikke kender stedet, eller som stædigt ikke vil se kendsgerningerne i øjnene. Derfor vil den arbejdskraft og de rejste økonomiske midler være på samme kurs som kirken: det hele vil ende i havet. Hvad der sker omkring Maarup kirke er præcist, hvad der har været i vente de seneste hundrede år. Ikke mindst gennem det seneste års tid har vådt vejr og storm medført alvorlige skred i Lønstrup Klint, som Maarup kirke står på. Om kirkens venner vil forstå det eller ikke, så er alt det, der forekommer omkring kirken blot en naturlov i funktion. Da kirken i 1200-tallet blev bygget, var der flere kilometer til havet, og den bakke, den stod på, skrånede naturligt ud mod vest. Men i tidens løb har havet ædt mere og mere væk af bakken, som de seneste mange år har været en egentlig klint eller stejl brink betænkeligt tæt på kirken. Betænkeligheden så de ansvarlige Maarup-folk allerede i 1920-erne, og siden 1928 har der ikke været holdt normal gudstjeneste i kirken. Inden da havde man opført Lønstrup kirke længere inde i landet i sikkerhed for havet. Maarup-folkene kunne dengang have taget ved lære af dem fra nabosognet Rubjerg; her havde man allerede i 1904 gennemført en nedbrydning og genopbygning af deres sognekirke, som var truet af havet, men som nu står i sikkerhed længere inde i landet. Her i sensommeren, hvor der igen var forekommet flere skred lige ved Maarup kirke, besøgte jeg stedet. De sikkerhedshegn, der er opsat for at advare besøgende mod at gå længere ud og risikere at styrte med jordskredet ned, var rykket nærmere hen imod kirken. Kirkens umiddelbare fundament er et tykt lag moræneler, altså istidsaflejringer; men derunder er der et mindst lige så tykt lag blåler fra tertiærtiden. Ud af klinten har grundvandet altid sivet og har blødgjort leret, og i takt med at klinten faldt sammen, slubrede havet de bløde masser i sig. Denne proces fortsatte og vil fortsætte, så længe der siver grundvand ud af klinten. Lige for tiden ligger der så store mængder af nedstyrtede lermasser, at der slet ikke er nogen forstrand Alligevel påstår Poul Jakobsen fra Skagen Innovations Center, som samtidig er blandt dem, der kalder sig Maarup Kirkes Venner, at han kan forhindre nedstyrtning fra klinten ved at plante sine innovationsrør neden for klinten på stranden dér. Men det er en uvederhæftig påstand; der er jo ingen strand. Ikke desto mindre meddeles det nu, at Fredningsnævnet ventes at give grønt lys for et forsøg på at redde den nedstyrtningstruede kirke. Hvad alle de ansvarlige ikke ser i øjnene er, at de påtænkte innovationsrør alene kan have nogen virkning nede på en flad strand og måske resultere i en beskeden hævning af forstranden. For det første er stedets forstrand fuldstændig forsvundet på grund af nedstyrtede lermasser. For det andet vil ingen være i stand til at forhindre grundvand i at sive ud af klinten, og det udsivende grundvand vil blødgøre klintens blåler med en sikker nedstyrtning til følge. Denne proces kan ikke standses. Ethvert forsøg på at forhindre nedstyrtningen af Lønstrup Klint er så meningsløst umuligt som at fylde det bundløse Danaidernes Kar.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...