Naturen hitter som udflugtsmål

Det er heldigvis ganske gratis at besøge naturen, men det betyder også, at interessen for naturen slet ikke er lige så synlig som ved attraktioner, hvor der opkræves entre. Det er derfor svært at sætte tal på danskernes naturinteresse, men i Skov- og Naturstyrelsen er direktør Hans Henrik Christensen slet ikke i tvivl om, at danskernes interesse for naturen er stor og tilmed støt stigende. - I 2005 var mere end 700.000 forskellige personer målt som IP-adresser inde på vores hjemmeside mindst én gang for at søge oplysninger, oplyser Hans Henrik Christensen. De fleste skovgæster foretrækker at opleve naturen på egen hånd. At være alene i naturen er en lise for sjælen og ren afstresning. Men rigtigt mange ønsker også ind i mellem at være med på guidede ture og på den måde få mere at vide om naturen, så de kan være bedre rustede næste gang de tager ud på egen hånd, og derfor har Skov-og Naturstyrelsen over 500 naturvejleder-ture om året. Interessen for at deltage på de guidede naturvejleder-ture er også stigende, tilføjer Hans Henrik Christensen. Udover Skov-og Naturstyrelsen arrangerer amter og flere kommuner samt grønne foreninger også guidede ture i naturen.