Naturen kørt i stilling

Aalborghallen dufter som et Wunderbaum - klar til at tage imod vildmænd, jægere, sports-fiskere og andet godtfolk.

Aalborghallen dufter som et Wunderbaum i de her dage. Grantræer, flis og kunstige vandløb skaber illusionen af ægte natur og danner kulisse for messerne Outdoor 2011 og Nordjysk Natur 2011. Knap 70 udstillere står klar til at vise varer frem og give tip til oplevelser i naturen. Desuden er der et væld af foredrag med kendte ansigter fra medierne. Vi nævner i flæng Helge Qvistorff, Nis Boesdal, Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk samt Signe Ryge Petersen. På sporjagt i mosen Blandt de lokale udstillere er Lille Vildmose Centret, som lige nu er i vinterhi, men gør klar til en ny sæson. - Vi fortæller om vores guidende ture, hvor folk kan få udleveret en rygsæk med kort og bøger samt guidet tur, der er lagt ind på en iPod med højttaler, fortæller leder Bo Gregersen, som er ved at rulle et vildsvin på plads i udstillingen. Et udstoppet af slagsen. Han har det helt fint med, at en messe om natur foregår i kunstige rammer. - På centret er det jo også sådan, at gæsterne opfordres til at tage ud i mosen og opleve naturen, men at de kan komme tilbage til centret og få mere at vide. Per Henriksen, formand for den nordjyske kreds i Danmarks Jægerforbund, regner heller ikke med at få skudt mange ænder eller rådyr i Aalborghallen denne weekend. - Men jægerne kommer også her for at se det nye udstyr og høre om vildtpleje. Ingen natur betyder jo ingen jagt, så vi er faktisk Danmarks bedste vildtplejere, og det går mange jægere meget op i, siger Per Henriksen. Ifølge den nordjyske jægerformand er det også meget sjovere at komme ud og snakke med andre, der dyrker samme interesse og få de ting i hånden, som man ser i blade og på nettet. Noget til maven Men ingen messe uden noget til maven. Både lørdag og søndag bliver der budt på smagsprøver af grillet krondyrkølle, fasaner og fisk. Glemte vi i øvrigt at nævne, at man også kan opleve en skovhugger, der er nordisk mester i timbersport, eller prøve at skyde med bue og pil efter dyreattrapper. Eller stille op i fluebindingskonkurrence. Eller opleve falkeopvisning i Kildeparken. Messen åbner fredag kl. 12 og fortsætter lørdag og søndag. Og helt i pagt med naturen er al træflisen kun til leje. Når messen søndag er slut, bliver træet støvsuget op og er klar til at blive brugt igen.