Naturen lettet for 236 kilo affald på tre timer

AARS:236 kilo. Næsten et kvart ton. Så meget affald har bilister, cyklister og fodgængere smidt ud af bilens vinduer eller over skulderen under cykelturen langs bare 35 kilometer vej- og stisystemer i Aars Kommune. - Tallet bekræfter bare det, vi længe har observeret med vores egne øjne. Der ligger kolosalt meget affald langs veje og stier i kommunen, konstaterer Jørgen Grøn, formand for Danmarks Naturfredningskomités lokalafdeling i Aars. Lokalkomiteen stod i weekenden sammen med landboforeningen og Aars Kommune om en forårsrengøring af naturen. Selvom de 24 indsamlere gik krakilsk til værks på de syv ruter, så nåede de kun en beskeden del af kommunen vej- og stistrækninger. Fintællingen af affaldet på genbrugspladsen i Aars søndag eftermiddag viste, at 130 kilo affald kunne brændes, men 28 kilo gik ind under kategorien glas og flasker. Indsamlerne fiskede 49 kilo metal og dåser op af grøfterne og 29 kilo mere udefinerligt affald. - Vi syens også at vi kan se et mønster i affaldet. Der er åbentbart en tendens til at man lige køber nogle dåsebajere, og så smider man dem bare lige ud af vinduet bagefter. Der er tilsyneladende også en reglel om at cigaretpakker skal samme vej, bemærker Jørgen Grøn. Naturfredningsforeningsformanden er klar til at gentage indsamlingen næste år, og han lægger ikke skjul på, at han håber, at opmærksomheden omkring indsamlingen vil være med til at gøre folk en lille smule mere opmærksomme på det problem affald udgør i naturen.