Naturen på recept

Nu skal danskerne behandles for stress i terapeutiskehaver - en filosofi der for alvor er ved at slå rod rundt om i landet.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I Sverige, England, USA og Canada har der længe været tradition for terapihaver, og nu er de ved at vinde indpas i Danmark. Foto: Colourbox

At naturen har helbredende kræfter, er ikke kun en fiks idé. Den viden har menneskeheden ligget inde med i årtusinder. De gamle ægyptere vidste det, munke og nonner har vidst det, og når vi her i landet tidligere byggede hospitaler og sanatorier, placerede vi dem i parklignende haver. Men i 1960’erne gik den viden tilsyneladende tabt. Nu byggede man højt til vejrs, og i stedet for at så græs anlagde man parkeringspladser. Gru-eksempel Rigshospitalet i København er et slående eksempel på, hvordan det grønne er blevet fortrængt, men for nogle år siden forsøgte man dog at give betonjunglen en smule modspil med etableringen af en sansehave. Og sidste år forsøgte forskere fra Aalborg Universitet og Statens Byggeforskningsinstitut at vække politikere fra Danske Regioners sunde fornuft med en dugfrisk rapport, der klart og tydeligt dokumenterer, hvordan lys og grønne områder har en gunstig virkning på krop og sjæl. Vi rejser os hurtigere fra sygelejet, hvis vi er i forbindelse med naturen, og det ser faktisk ud til, at politikerne har lyttet. De er i al fald blevet mere interesserede i at putte penge i rehabiliteringsprojekter, der foregår i det grønne. Og det er fortrinsvis borgere med invaliderende stress og udbrændthed, der er kommunernes målgruppe. Nye tider - Det er nye tider, fortæller Marianne Mark, der er naturvejleder i Det Grønne Hus i Køge, der er videnscenter inden for miljø, energi, byggeri og sundhed. Hun er med i en udviklingsgruppe med kolleger fra hele landet, og der er ikke nogen tvivl om, at det er blevet lettere at få politikerne i snak, fortæller hun: - Vi har indledt et samarbejde med Køge Kommune, hvor vi sammen skal udvikle kurser i naturen for langtidssygemeldte borgere med det formål, at de skal blive i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet og forsørge sig selv. Terapihave på Bornholm En gruppe behandlere er netop nu ved at etablere en terapihave på Bornholm, og det er den legendariske skånske terapihave, Alnarp, der er forbilledet. I Sverige har man i mange år behandlet udbrændte svenskere i haver med terapeutisk virkning. Omgivelserne er en fryd i sig selv. Patienterne bliver modtaget i et udendørs blomsterflor i sarte farver, og efter morgensamlingen i lysthuset kan de hvile i liggestole rundt om i parken, mens de med alle sanser fornemmer naturen og kobler af fra verdens stress og jag. Når de føler, at de er parate, kan de arbejde i haven, men det handler ikke om at præstere - langt fra. Det er nemlig præstationsræset, de er blevet syge af. Lene Møller Andersen, ergoterapeut, stresskonsulent og uddannet haveterapeut i Alnarp, der hører ind under Sveriges Landbrugsuniversitet, er primus motor i etableringen af en terapihave på solskinsøen, hvor man i september starter et pilotprojekt. Holistisk menneskesyn - Vi ønsker at lave et sted, hvor vi går hele vejen rundt om mennesket med henblik på rehabilitering. Og her er naturen ideel, for den giver ro og stiller ingen krav. Det gælder om at holde pauser og udvise omsorg. Når vi arbejder i naturen - eller opholder os i den - virker den som et spejl, der reflekterer, hvordan vi har det - og det aflæser behandlerne og bruger den viden som udgangspunkt for det terapeutiske arbejde, forklarer Lene Møller Andersen. Haveterapi er nemlig andet end at befinde sig i det grønne; det er også gruppeterapi og individuel terapi hos for eksempel en kropsterapeut eller en psykoterapeut. Stress-ramtes faser Lene Møller Andersen er lige vendt hjem fra en tur til Sverige, hvor hun har studeret 10 terapihaver. Hun fortæller, at det stort set er de samme faser, man som stressramt kommer igennem. - I begyndelsen har man næsten ingen kontakt med omverdenen. Man befinder sig i en skal og kan kun rumme sig selv. Efter en tid begynder man så småt at tage indtryk til sig og deltage i aktiviteter. I tredje fase er livslysten vendt tilbage, og her bliver man mere aktiv og tager initiativ til forskellige gøremål. Lene Møller Andersen oplyser, at cirka 75 procent af de svenskere, der får behandling i en af landets mange terapihaver, bliver i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Lærer at lytte til sig selv I Århus Kommune har man i flere år sendt arbejdsløse og syge ud i naturen. Det sker i Mariendals Haver i Beder lidt uden for Århus. Souschef i Arbejdsmarkedscenter Syd, Ida Balling Sørensen, fortæller, at man tidligere fortrinsvis brugte naturen på Mariendal til aktivering for arbejdsløse, men de seneste tre år har der også været grønne kurser målrettet borgere, der er gået ned med stress. Kursisterne kommer også fra nabokommunerne Skanderborg og Odder, og succesen er til at tage og føle på. Flere vender tilbage til arbejdsmarkedet end tidligere, fortæller Ida Balling Sørensen. Også i den smukke natur i Odsherred i Vestsjælland er der anlagt en terapihave, som bliver drevet af forskellige terapeuter under vejledning af Nadja Prætorius, der er psykolog og forfatter til bogen 'Stress - det moderne traume'. Hun understreger, at en terapihave kun har effekt på patienterne, hvis de er omgivet af terapeuter, der ved, hvad de har med at gøre. naturen dæmper stresstilstanden I Odsherred Terapihave, der er et rekreationssted for stressramte og udbrændte voksne, har man tilknyttet en zone- og kropsterapeut, en psykoterapeut og en psykolog, der hjælper patienterne med at komme til hægterne. - Naturen dæmper stresstilstanden, og den lærer os at komme i kontakt med en naturlig rytme, som er blevet slået ud af kurs, fordi der i alt for lang tid er drevet rovdrift på ressourcerne. Man arbejder i forskellige tempi, der er tilpasset den enkeltes behov, og når patienterne kommer tilbage til jobbet - hvad langt de fleste gør - er de betydeligt stærkere end før, for de har lært at lytte til sig selv, være nærværende og sætte grænser, siger Nadja Prætorius.

Forsiden