Løgstør

Naturfond afviser kritik fra fiskere

Kritik fra lokale fritidsfiskere preller af på Aage V. Jensens fonde

Andre steder ved Limfjorden bliver skarvernes æg bekæmpet med sprøjtegift, men det vil Aage V. Jensens fonde ikke være med til i Melsig.

Andre steder ved Limfjorden bliver skarvernes æg bekæmpet med sprøjtegift, men det vil Aage V. Jensens fonde ikke være med til i Melsig.

LØGSTØR:- Jeg tror sådan set naturen har bedst af, at vi blander os mindst muligt. Sådan lyder det fra biolog Poul Hald Mortensen fra Aage V. Jensens fonde, efter formanden for foreningen af fritidsfiskere i Han Herred og Vesthimmerland, Erik Andersen, på foreningens generalforsamling rettede et skarpt angreb fondene. Erik Andersen kaldte det dyrplageri, når naturfonden lader skarvunger sulte ihjel i Melsigområdet på Vejlerne, som ejes af fonden. Andre steder ved Limfjorden bliver skarvungerne slået ihjel ved at sprøjte æggene. Den metode bruger staten, men det vil Aage V. Jensens fonde ikke være med til i Melsig. Det fik på generalforsamlingen Erik Andersen til at sige, at foreningen er ude i dyrplageri, når ungerne ligger i rederne og dør af sult. Poul Hald Mortensen siger til NORDJYSKE Medier, at fondens hovedformål er naturens bevarelse og de vilde dyrs beskyttelse, hvorfor fonden ikke uberettiget vil være med til at slå dyr ihjel. - Fondens udgangspunkt er at flertallet af arter i den vilde natur klarer sig bedst uden menneskets direkte indblanding. Vi skal forsøge at bevare og forbedre livsbetingelserne for den vilde natur, men vi kan altså ikke gå og være skiftevis bøddel og barnepige for alle dyrearter i kongeriget, siger Poul Hald Mortensen. På grund af mangel på føde i forårstiden er skarvbestanden i Melsig fra 2006 til 2007 gået ned fra 1310 til 790 par.