Naturfredningsforeningen igen frikendt for injurier
Ok at oplyse, at landbrugets forurening årligt er skyld i hundreder af lukkede vandboringer. Bæredygtigt Landbrug tabte injuriesag mod DN

Danmarks Natrurfredningsforening er offentlighedens vagthund og har derfor en vidtgående ytringsfrihed, fastslår Østre Landsret. Den omfatter også retten til at oplyse om lukning af drikkevandsboringer efter fund af gift fra landbruget. Arkivfoto: Peter Broen Pressefotograf Peter Broen
KØBENHAVN:Det er tilladt at sige, at landbrugets forurening hvert år er skyld i hundredvis af lukkede drikkevandsboringer.
Østre Landsret slår fast, at tidligere direktør i Danmarks Naturfredningsforening, René la Cour Sell, ikke kan dømmes for injurier efter udtalelser i 2010 om landbrugets rolle i lukningerne. Det er resultatet af den nu afgjorte ankesag, som foreningen Bæredygtigt Landbrug har ført, efter de allerede for et år siden tabte sagen i byretten.
- En vigtig sejr for ytringsfriheden, lyder det fra DN.
Med afgørelsen slipper la Cour Sell dermed for at skulle berigtige sine ord om, at ”der er lukket 400 drikkevandsboringer de senere år – eller måske er det 300 – på grund af landbrugets sprøjtegifte.”
BL: til skade for omdømmet
Udtalelsen faldt i et interview med Landbrugsavisen i 2010. Protestforeningen Bæredygtigt Landbrug mente, at ordene var krænkende og til skade for dansk landbrugs omdømme, og de forlangte, at udtalelsen blev trukket tilbage.
Det afviste Danmarks Naturfredningsforening, og Bæredygtigt Landbrug lagde derfor sag an mod DN’s direktør, men tabte den for et år siden ved retten i Roskilde.
Dommen blev anket til landsretten, som nu altså har afgjort, at der ikke var tale om injurier.
Tilfreds med afgørelsen
Michael Vendelbo, som er jurist og direktør for økonomi og medlemmer i Danmarks Naturfredningsforeningen, er glad, men ikke overrasket over sagens udfald, som han mener, er helt essentielt for miljødebatten.
- 90 procent af de solgte sprøjtemidler i Danmark anvendes af landbruget, og vi véd, at giften finder vej til grundvandet. Selvom man ikke kan vide, hvor den enkelte forurening stammer fra, er det sikkert, at landbrugets brug af sprøjtegifte forurener vores grundvand og drikkevand. Det skal man selvfølgelig kunne sige uden at risikere en dom for injurier, siger Michael Vendelbo.
Omkring 100 drikkevandsboringer må hvert år lukkes. En stor del af dem fordi, der findes sprøjtegifte over grænseværdierne.
Østre Landsret lægger i domsafsigelsen vægt på, at Danmarks Naturfredningsforening fungerer som ”offentlighedens vagthund,” og at organisationen derfor nyder en vidtgående ret til ytringsfrihed.
René la Cour Sell fratrådte sin stilling i Danmarks Naturfredningsforening i foråret 2012, men Bæredygtigt Landbrug valgte at opretholde stævningen mod ham. Først nu er der kommet en afslutning på sagen. kj.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.