Nørresundby

Naturisterer kommet for at blive

NØRRESUNDBY:Efter at 80 naturister for nylig deltog i det første naturistkurbad i Nordjylland, vil Svømmeland i Nørresundby nu fortsætte med at arrangere kurbade for folk, der foretrækker at optræde i bar figur. - Arrangementet 19. september var en prøveballon for at se, hvor stor interessen er i Nordjylland. Og vi må sige, at det blev en succes. Sjældent har vi haft så rolige, rare og sociale gæster. På det grundlag vil vi fortsætte med at tilbyde naturistkurbade, siger inspektør i Svømmeland, Lars Dam Møller. Formanden for Danske Naturister, Kim Bindesbøll Andersen, er glad for Svømmelands beslutning. - Det er vores erfaring, at mange mennesker ikke er klar over, hvor afslappende og behageligt det kan være at være fri for badetøj. Særligt til kurbade er det oplagt at smide badetøjet, så man bliver fri for at gå rundt i vådt tøj en hel aften. Formanden fortæller, at naturistkurbadene blandt andet har stor opbakning fra medlemmer af vinterbaderklubben Isbjørnen og Naturistforeningen Nordjylland, begge hjemmehørende i Aalborg. Denne sæson arrangerer Svømmeland naturistkurbad fredag 14. november og fredag 27. februar - begge gange om aftenen.