Naturlege-pladser står for fald

Også inden for legepladser er der skiftende mode. Naturlegepladserne, som skød op overalt for 10 år siden, er nu på vej til at forsvinde.

Aalborg 14. september 2006 23:45

I Aalborg Kommune er man godt på vej til helt at gå væk fra træ og over til stål og plastic. - Træredskaber holder simpelthen ikke så godt som redskaber i stål og plastic. Allerede efter fire-fem år er de nedslidte og ser forfaldne ud, siger landskabsarkitekt Karen Luise Høgsbro. For kommunen er det spørgsmål om økonomi. At få mest mulig legeplads for pengene og mindst mulig vedligeholdelse. Men det drejer sig også om sikkerhed. Legepladser skal overholde et omfattende sæt standardkrav, og det kan meget nemt gå galt, hvis man laver sine egne legeredskaber. Med risiko for at hænge på ansvaret, hvis ulykken er ude og et barn kommer til skade. Af samme grund opfordrer kommunen forældre til at holde helt op med at bygge legeplads på skoler og børnehaver. - De aner formentlig ikke, at de står med et stor ansvar, hvis det går galt, siger Karen Luise Høgsbro fra Aalborg Kommune. Hun bakkes op af legepladsinspektør Niels-Erik Zachariasen, indehaver af firmaet Dansk Legeplads Sikkerhed, som ser mange eksempler på, at forældre skal pille det ned, som de lige har bygget. - De mødes over en kasse bajere og nogle brædder og går i gang med at bygge, Men de kan nemt træde ved siden af de gældende standarder. Det var bedre, at de brugte tiden på at samle penge ind til færdige redskaber.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...