EMNER

Naturlig leg hos FDF

Her kan børn lege frit

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En af de mest po­pu­læ­re ting er svæ­ve­ba­nen på top­pen af bak­ken, som FDF har an­lagt. I bak­ken er der også en ”mi­ne­skakt.

DRONNINGLUND:Børn skal have lov at lege uden for mange regler og uden voksne, der blander sig. Det er den lidt provokerende grundtanke bag FDF Dronninglunds ”Natureksperimentarium”, som netop er blevet indviet. Eksperimentariet er ikke noget med fysikforsøg og den slags, men en stor legeplads, hvor naturen er det eneste legeredskab. Siden 2004 har frivillige i FDF arbejdet på at etablere den store legeplads på FDF grunden. Der er blandt andet lavet en bakke med en svævebane og en mineskakt, hvor børnene kan bruge som hule. - Og så er bakken jo en god skibakke om vinteren, fortæller kredsleder Merete Knudsen, mens hun viser rundt på den store legeplads. Natureksperimentariet rummer også en stor bålplads med scene, et snitteværksted, og så har FDF gravet bækken ud, så der er adgang til vandaktiviteter. Blandt andet en balancebro over bækken. Farligt på en god måde Den store naturlegeplads er faktisk opbygget som en kontrast til de legepladser, man kender fra f.eks. børnehaver. FDF er nemlig ikke underlagt de samme regler som børnehaverne, og FDF sætter da også spørgsmålstegn ved, om disse legepladser har så stor effekt. - Det må gerne være farligt på den gode måde. Altså hvor børnene får mulighed for at prøve nogle grænser af og udforske og udvikle sig selv, siger Merete Knudsen og tilføjer: - Og vi vil da også gerne provokere lidt ved at sige: Lad nu børn være børn og lad dem bruge fantasien. Jeg har jo den devise, at hvis børnene får lov, så kommer de ikke til skade. Og her får børnene mulighed for at gøre legen eksperimenterende, som er med til at styrke udviklingen. Merete Knudsen understreger, at der selvfølgelig hele tiden er voksent opsyn med børnene. Der skal f.eks. være voksne ved svævebanen, for at børnene får lov at bruge den, ligesom de voksen altid skal kunne se børnene. For selvom der ikke er ret mange regler, så er der tre hovedregler: Børnene må ikke gå ud til vejen, de må ikke gå ned til vandet, hvis der er lukket, og så skal de passe på hinanden. FDF har stadig planer Ideen til den store naturlegeplads fik lederne i FDF Dronninglund i 2003. Det var irritationen over, at det store udenomsareal på FDF-grunden ikke blev udnyttet optimalt. Selve arbejdet med at anlægge Natureksperimentariet gik i gang i 2004. Og det er naturligvis frivillig arbejdskraft der tegner sig for de fleste at de timer der er brugt på pladsen. - Nu er vi rigtig tilfredse med resultatet. Jeg tror eksperimentariet giver os mulighed for at være sammen med børnene på en anden måde igennem legen, siger Merete Knudsen, der kun har fået positive tilbagemeldinger fra forældrene. Og der er stadig mange ting på tegnebrættet der mangler at blive ført ud i livet. Der skal blandt andet laves shelters, så der bliver mulighed for overnatning, der skal laves 10 fortællingssteder og så skal der flere bålpladser.