Naturligt med en kanon

Undervisningsministeriet har offentliggjort en litterær kanon, som indeholder de danske forfattere, alle danske elever skal stifte bekendtskab med i løbet af deres skolegang.

Sådan noget gør man selvfølgelig ikke ustraffet. De færreste lærere og læserbrevsskribenter m.fl. nåede at læse listen færdig, før de følte trang til at give udtryk for deres utilfredshed. Som universitetsstuderende med dansk som hovedfag har jeg selvfølgelig fulgt debatten med stor interesse. Desværre har der været meget langt mellem snapsene, og alt for kort imellem de bitre udbrud i debatten. Hvis det ikke var listens forfattere, der var problemet, så var det selve kanon-ideen, der var et problem med, fordi den var et udtryk for manglende tillid til lærernes faglige evner. Ligegyldigt hvad, så har der været en bred konsensus om, at hele kanon bør skrottes. Personligt har jeg stor forståelse for behovet for en litterær kanon. Selvfølgelig skal der være en kanon af forfattere, som man skal læse på et tidspunkt i sin skolegang. For mig at se er alt andet horribelt. Noget af kritikken har gået på, at der var for få kvindelige forfattere blandt de udvalgte. Det argument vil jeg hverken argumentere for eller imod. Men det faktum, at der er en kanon betyder ikke, at man ikke må læse andre værker også. Faktisk er det forventet, at de valgte forfattere kun skal udgøre en del af undervisningen og skal suppleres af andre. En anden kritik af kanon har centreret sig om, at den ikke beskæftiger sig med helt moderne medieprodukter som tv-mediet, radio og internet. Igen et dårligt argument. Hvis man mener, at ideen med en kanon er dårlig, så er løsningen ikke, at gøre kanon større. Kanon er en af løsningerne på det store problem, som faget dansk for tiden opbyder. Formålet med undervisning i dansk er, at det skal være "alment dannende". Men i en tid som den, vi lever i, hvor information og hastighed er de vigtigste betydende faktorer, så er det svært at sige, hvad vi skal bruge "almen dannelse" til. Det er her, at kanon bliver nødvendig. Almen dannelse uden en kanon er umulig, for hvor almen bliver dannelsen så? Det er selvfølgelig umuligt at læse fyldestgørende uddrag af de nævnte forfattere i undervisningen. Det tror jeg gerne på, men det er trods alt bedre, at der findes en liste med forfattere, som ALLE kender til, end at danskfaget får lov at sygne hen som en gammel moster fra det forrige århundrede, der ikke kan vende sig til det nye årtusinde. Derfor tror jeg på, at den litterære kanon er en god ting. Jeppe Lisdorf er førstegenerationsindvandrer fra Esbjerg. Studerer på AAU og er redaktør af de studerendes blad, "Nye Veje". På tirsdag skriver Peter Duetoft, Sindal, fhv. folketingsmedlem (CD).