Naturlov må sættes ud af kraft

Her i Danmark har vi et meget rodfæstet og et meget velfungerende folkestyre - og hurra for det!

Alligevel er et frit folkestyre tilsyneladende også underlagt nogle inderigspolitiske naturlove, som sætter sig igennem forklædt som folkets vilje med passende mellemrum. Det sker som regel, når en regering har siddet i to valgperioder eller mere. Vi så det, da skiftende Schlüter-regeringer efter en halv snes år måtte afgive magten til Poul Nyrup og hans radikale venner. Efter en årrække blev Nyrup og hans støtteparti fældet af den samme politiske naturlov, som skaffede dem til magten. Nu er det så Fogh-regeringen, der nærmer sig den grænse, hvor den politiske tyngdelov plejer at sætte ind og sende en siddende regering ud i et frit fald. Ganske vist viser den seneste meningsmåling heldigvis stadigvæk 90 mandater til VK-regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti, men oppositionen har halet ind på det solide og markante flertal og kan mønstre 85 mandater. Og det skyldes vel at mærke ikke, at oppositionen har gjort sit arbejde særlig godt - og omvendt heller ikke, at regeringen har gjort det skidt. Det er simpelt hen en mekanisme, der sætter ind, når der gået et vist antal år med den samme politiske konstellation ved regeringsmagten, hvad enten den er borgerlig eller socialdemokratisk. At det ikke er ved egen hjælp, men i kraft af ovenævnte naturlov, at oppositionen har forbedret sin position, er let at påvise. Socialdemokraterne har været igennem en ledelseskrise, som vel knap er overstået. Partiet er delt midt over mellem moderne tænkende socialliberalister på den ene side og tunge socialistiske traditionalister på den anden og dermed mere eller mindre handlingslammet. Set med lokale nordjyske øjne kan Bjarne Laustsens idelige skriverier om enkeltsager af enhver tænkelig art næppe flytte noget. Heller ikke Lene Hansens gruopvækkende beskrivelser af Under-Danmarks fattige og mulighedsløse proletariat virker så trovædigt, at det kan flytte en eneste hegnspæl. Og de radikales naive og ufolkelige udlændingepolitik kombineret med en næsten grinagtig insisteren på at sætte en kvindelig pensionist på statsministerposten kan næppe heller have den store vælgerappel. Til gengæld er danskerne sådan indrettet - forkælede som vi gennemgående er - at vi langt hen ad vejen opfatter det politiske liv som en del af underholdningsindustrien. Så måske er vort folkestyre slet ikke så velfungerende, som vi går og tror? - Danskerne vil simpelt hen have nye boller på suppen, der såmænd gerne må have den samme smag. Men vi vil se nye ansigter engang imellem. Simpelt hen! På den ene side kan denne naturlov være sund nok, fordi den sætter nogle grænser for de politikere, der ikke selv kan sætte dem. På den anden side rummer den også en fare. En fare for, at en siddende regering fældes med baggrund i kriterier, som egentlig slet ikke er politiske. I den aktuelle situation har vi således en borgerlig regering, som faktisk har overholdt alle de løfter, vælgerne har fået. Skattestoppet står ved magt, og intentionen er fremdeles hurtigst muligt at få skabt et råderum til skattelettelser. Samtidig har vi set, at viljen og evnen til at bevare og udvikle velfærdssamfundet også er en borgerlig mærkesag. Økonomien er stærk og sund og beskæftigelsen optimal. En fri offentlig debat er blevet genskabt efter mange års ørkenvandring, hvor det ”politisk korrekte” kulturradikale parnas havde monopol på at ytre sig og blive taget seriøst. Nu har folket fået stemme, og der lyttes til det, selv om de meningsmagere, hvis monopol er gået tabt, græmmer sig over ”tonen”. Således udtalte Klaus Rifbjerg fornylig i et interview her i bladet, at Gud ikke har skabt noget som helst. ”Det har vi sgu selv”, som han udtrykte det. Den form for god tone har heldigvis fået et modspil - den borgerlige regering har formået at sætte nyt liv i debatten og en tiltrængt kulturkamp har luftet ud i den lumre luft og har lettet den tunge, frelste og selvgode debat-smogsky, der havde sænket sig over Danmark i forlængelse af det marxistiske studenteroprør i årtierne efter 1968. Nu tør folk igen bekende kulør som kristne. Begreber som frihed, ansvar for eget og næstens liv og en erkendelse af, at den danske kulturarv i videste forstand betyder noget for vores folkelige, vores nationale og vores personlige identitet, er igen blevet stuerene . Derfor er der mange gode grunde til for en gangs skyld at sætte den politiske naturlov ud af kraft, der pr. automatik afsætter en siddende regering efter maksimalt ti års virke. SR-alternativet er skræmmende, hvis det overhovedet eksisterer. Omvendt ligger der en stor opgave og udfordring for statsministeren og hans regering i at agere på en måde, så ”metaltrætheden” ikke indfinder sig. [ Flemming Jansen har været borgmester i Pandrup Kommune siden 1998. Han er uddannet cand. phil. i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet og har p.t. orlov fra et job som lektor på Aalborg Handelsskole. Jansen har desuden tilbage i 1980’erne været folketingskandidat for Venstre, først i Aalborg, siden i Frederikshavn. Siden han begyndte at skrive til avisen som ung, nybagt student fra Nørresundby Gymnasium i 1968, har han været med til at præge den offentlige debat - ikke mindst her i NORDJYSKE Stiftstidende, hvor han fra i dag indgår i det faste hold af bidragydere til ”På kanten”.