Naturmand jagter lyset

Naturvejleder Torben Stæhr har en poetisk åre, som han i fotografier viser glimt af på Mårupgård.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et af Torben Stærhs fotografier, der kan ses i Galleri Visby.

Klitplantør og naturvejleder Torben Stæhr er næsten altid ude. Når han er på arbejde er han som regel ude, og når han har fri, er han også ude i naturen. Med fotoapparatet i hånden. Frem til 28. november kan man se nogle af hans fotografier i Galleri Visby på Mårupgård i Lønstrup. - Jeg er naturmand, men føler mig ikke som naturfotograf. Jeg har altid fotoapparatet med mig. Så meget, at hånden næsten er formet efter grebet, fortæller Torben Stæhr. Det er lyset, der tiltrækker og udfordrer ham. Der er tre klitter i nærheden af tjenesteboligen i Tornby Klitplantage, der specielt optager ham. - Jeg har nok 1000 billeder af den samme klit. Det er helt fantastisk, som den kan se forskellig ud. At være kreativ er ikke noget nyt for Torben Stæhr. I 1992 lavede han syv oliemalerier og 15 skulpturer i samarbejde med glaskunstneren Niels Chr. Olesen i Skagen. Han skriver også digte: - Men det, der virkelig interesserer mig, er det, der kommer før sproget. Jeg håber med mine billeder at få sagt noget, der ikke kan siges med ord. Jeg er optaget af, hvad skabelse er for noget. Af, at lyset skaber tingene, og det kan man ikke sige i et digt sådan som man kan med et foto, hvor man gerne skal kunne se mere end lige det konkrete. Torben Stæhr tager sine billeder med et digitalkamera. - Som ung havde jeg ikke råd til at fotografere. Så fik jeg endelig et spejlreflekskamera, men efter, at jeg fik et digitalt kamera har jeg fået virkelig mange muligheder, fordi jeg ikke behøver den tekniske kunnen. - Jeg billedbehandler overhovedet ikke. Jeg er teknisk set en amatør, men jeg kan se. Mange gange ved jeg, at jeg kun har fem minutter at gøre med for at få det helt rigtige lys, siger Torben Stæhr. Sammen med Torben Stæhrs fotografier kan man i galleriet se keramik af den engelske keramiker Berry Stedman.