Naturstridig førsteplads til AaB

Afløserne for de mange skadede spillere imponerer fortsat

Aalborg 16. september 2002 08:00

AALBORG: Tingene flaskede sig for AaB i ottende spillerunde i Superligaen i fodbold, da hjemmesejren over Silkeborg IF - den første af slagsen i over to år - blev krydret med nederlag til OB og Esbjerg ude mod henholdsvis Brøndby og Viborg, og dermed er AaB tilbage på førstepladsen i rækken, blot tre runder før den første tredjedel af sæson 2002/2003 er spillet. Det er egentligt naturstridigt, at AaB - blandt andet takket være fire hjemmesejre på stribe i dette efterår - topper Superligaen, når man tager den alenlange skadeliste af stamspillere i betragtning, men cheftræner Poul Erik Andreasen får det bedste ud af sit mandskab alligevel. Substitutterne tager ansvar, og spillemæssigt har AaB-mandskabet med kløgt og dygtighed sadlet om til en 3-5-2-formation, der gør holdet mere spilstyrende, og bagude har mandskabet et solidt trekløver i Brian Priske, Stefan Bidstrup og Diego Tur, der gør savnet af Bård Borgersen, Klebér Saarenpää og Thomas Bælum - alle vante midterforsvarere - fordøjelig. Front-duo fightede I går fungerede samarbejdet mellem angrebsduoen Andres Oper og Christian Christiansen også bedre end længe set, og den estiske landsholdsangriber, der fortsat mangler at slå helt igennem i AaB-regi, lyste op med andet end den afgørende scoring i det 51. minut. Christian Christiansen sloges, så det slog gnister, men finpudsningen af frontduoens samarbejde kan stadig gøre makkerparret bedre. AaB spillede bedre i Odense mod OB i onsdags end mod Silkeborg IF i går, men holdet tabte 0-3 til fynboerne, mens Opers brag op i nettaget i går rakte til en kneben sejr også takket være målmand Jimmy Nielsens klasseredning af Silkeborgs straffespark med otte minutter igen. "Taz" tryllede AaB dominerede - selv uden at ramme himmelske spillemæssige højder - opgøret før pausen i går. Jacob "Taz" Sørensen, der i lighed med Stefan Schmidt fik chancen på midtbanen som nyt islæt i forhold til OB-kampen, lagde inden for få minutter midtvejs i første halvleg op til to pæne tilbud til henholdsvis Michael Silberbauer og Christian Christiansen, mens Silkeborg var tættest på med et skud på stolpen signeret Iddi Alkhag. Tre minutter efter Opers scoring i det 51. minut var målscoreren uhyre tæt på at gøre Christian Christiansen til målscorer også. Oper sendte en giftig tværbold ind gennem feltet, men Christian Christiansen nåede akkurat ikke frem til bolden. Silkeborg kom ikke til egentlige åbne målchancer, før dommer Tonny K. Poulsen forærede dem en gave i form af straffesparket otte minutter før tid. Det udløste forståeligt nok masser af frustration og protester fra AaB-spillerne, men Jimmy Nielsen holdt hovedet koldt og fingrene varme i heksekedlen og klarede Ulrik Pedersens skud ud ved den ene stolpe. På lørdag hjemme mod Farum styrkes AaB-truppen af Allan Gaarde, der afsonede en spilledags karantæne i går, og Mads Bro Hansen, der meldte afbud i går på grund af sygdom.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...