EMNER

Naturstridig skak i Løgstør

Peter Heine Nielsen, der til fremkomsten af det norske fænomen Magnus Carlsen var Nordens stærkeste skakspiller, er uundværlig for den regerende verdensmester i skak, Visvanathan Anand, og det har han fået et klart bevis på. Da han forklarede mesteren, at han lørdag den 7. februar skal være hovedperson i en skakfestival på Løgstør Parkhotel ved Limfjorden nær Aalborg, kom det på tværs af inderens planer for analysearbejdet før superturneringen i Linares. Anand og hans danske sekundant blev enige om, at Peter Heine fik fri fredag eftermiddag, så han kan flyve fra Frankfurt til Billund og fortsætte til Løgstør. Lørdag skal han så spille sin store opvisning, der er højst usædvanlig: Fra kl. 13-18 skal han spille lynskak med to minutter til rådighed mod normalt fem. Bortset fra, at han får 10 minutter i hver time til indtagelse af mad og drikke og eventuelle toiletbesøg, skal han spille uafbrudt. Han påtager sig at spille mod hvem som helst under de betingelser, og mon ikke der bl.a. vil være nogle internationale mestre på den anden side af brættet i eftermiddagens løb? En umulig bedrift Det er en naturstridig bedrift, han forsøger at præstere. De fleste bliver helt bims i hovedet af fem-seks lynpartier (partier, hvor hver spiller har fem minutter til rådighed), men at spille fem timer i træk og med to minutter mod normalt fem er i virkeligheden en umulighed, så der vil komme mange for at se, hvordan han står for det pres. Resten af verden kan også følge med, for med hjælp fra Dansk Skak Union og Aars Skakklub bliver lynpartierne transmitteret live på internettet i den udstrækning, de elektroniske skakbrætter kan følge med de uhyggeligt hurtige begivenheder, der udspiller sig på skakbrættet. Peter Heines opvisning er ikke den eneste attraktion på Løgstør Parkhotel den dag. Omkring den er der blandt andet en stor skakfestival, hvor Aars Skakklub er vært for en Grand Prix-turnering i 7. Hovedkreds’ regi, mens den nordjyske skoleskak afholder en åben juniorturnering for alle unge under 20 år.