Naturvejledere får 40.000 kr. i tilskud

Brønderslev kommunes naturvejledere har søgt og fået tilskud på 40.000 kroner til videreførelse af den offentlige naturvejlederordning i Brønderslev Kommune. Beløbet dækker 10 offentlige ture samt udarbejdelse af en guide fire gange om året til naturstien i Lunken. Hertil kommer udarbejdelse af radioprogrammer i samarbejde med Brønderslev Nærradio og udvikling af et projekt med henblik på en anderledes drift af Søheden Plantage. De offentlige ture havde i gennemsnit 40 deltagere i 2002, og på naturstien ved Naturskolen blev der i hver årstid brugt mellem 200 og 500 foldere. Den nye natursti i Søheden har ifølge naturvejlederne allerede i efteråret tiltrukket mange interesserede.