Navalnyjs støtter står til sjælden sejr i russisk millionby

Tidlige resultater fra regional- og lokalvalg i dele af Rusland søndag viser flere sejre til regeringsparti.

Medlemmer af den lokale valgkommission tæller stemmesedler fra lokalvalg i den russiske by Tomsk.

Medlemmer af den lokale valgkommission tæller stemmesedler fra lokalvalg i den russiske by Tomsk.

MOSKVA:Det russiske regerende parti, Forenet Rusland, ser ud til at opnå flere sejre ved søndagens lokalvalg.

Omvendt ser regeringspartiet også ud til at opleve tilbageslag i visse områder i skyggen af den formodede forgiftning af oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj, som er indlagt på et hospital i Berlin.

Den 44-årige oppositionspolitiker og kritiker af præsident Vladimir Putin og Kreml har sørget for at sætte sit aftryk på valget.

Med en kreativ stemmestrategi har Navalnyjs støtter sørget for at få sat over 1000 politikere på stemmesedlen, som de tror kan slå kandidater fra det regerende parti.

De første officielle resultater viser, at politikere støttet af Putin står til jordskredssejre i regionerne Komi, Tatarstan, Kamtjatka og flere andre.

Men Navalnyjs støtter ser ud til at opnå sjældne sejre i Novosibirsk, der er Ruslands tredjestørste by med 1,6 millioner indbyggere, og Tomsk, hvor regeringspartiet normalt dominerer.

- Folk er trætte af myndighederne. Du kan ikke sidde på magten i 20 år, stjæle, tage fat, gøre alt det her uden at blive ustraffet, siger Ksenia Fadeyeva, der står til at vinde et sæde.

Tatiana Doroshenko, der er formand for den lokale valgkommission i Tomsk gennem 15 år, siger, at hun ikke kan huske et valg, der har gået så dårligt for Forenet Ruslan som dette.

Andrei Fateev, der støtter Navalnyj og står til at vinde et sæde i Tomsk, fortæller, at regeringspartiet blot står til 12 ud af 36 pladser i lokalrådet.

Stemmer bliver fortsat talt op.

Valget i Novosibirsk bliver opfattet som en lakmusprøve for oppositionens taktik og Moskvas reaktioner op til næste års parlamentsvalg.

Lokal- og regionalvalgene er blevet nøje overvåget for at sikre, at oppositionstilhængere ikke begyndte at protestere mod præsident Putins parti midt i frustrationer over år med faldende lønninger og regeringens håndtering af coronapandemien.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.