Teater

Navne udleveret

VENDSYSSEL:- Det er ikke sandt, når Jimmy Klentz siger, at børnene ved Impact World Tour frivilligt træder frem. Børnene er simpelthen helt i ekstase. Sådan fortæller en far, Søren Peter Thomsen, som overværede showet, da det forleden var i Hirtshals. Han er rystet over showet, som foregår i forskellige varianter rundt om i haller i Vendsyssel. - De anvendte virkelig psykologiske effekter og byggede en stemning op. Det sluttede med, at alle blev opfordret til at komme op foran scenen for at deltage i en fælles bøn. Det er et gruppepres uden lige. Min kone og jeg følte os nedstirrede, fordi vi ikke gik derop. Da bønnen var forbi, bad lederne alle vejlederne komme frem, og så stod der pludselig 40-50 voksne rundt om og tilbød børnene bibler og cd'ere. Til gengæld skulle de have børnenes adresser og navne, fortæller Søren Peter Thomsen. Han er også lærer og oplevede et af showene på sin skole. - Mange af os lærere følte os misbrugte. Pludselig skulle vi danse med, og som rollemodeller var vi reklame for deres bønnemøde, siger han. Det skal være helt frivilligt, om børnene afleverer deres navne og adresser, hvis det skal være lovligt. Jimmy Klentz forklarede her i avisen i går, at det sker for at kunne sende mere materiale og invitationer. Adresserne må anvendes til at sende materiale ud én gang. Det er ulovligt at gemme adresserne til senere brug. Impact World Tour markedsfører sig som et kulturelt show, der støttes af forskellige folkekirker og frikirker.