Sten har været Steens liv i 60 år
Opdateret 05. juni 2023 kl. 08:43
Steen Jensen, stenhugger, N. A. Christensens Vej 41, Nykøbing, fylder grundlovsdag, 5. juni, 75 år.
Som søn af en stenhugger blev han døbt med navnet Steen og siger selv, at hans løbebane dermed var lagt. Faren sendte ham helt til Bornholm, hvor Steen Jensen fik en læreplads 1. juli 1963. Dermed kan han fejre 60 år i faget i år og har valgt at stoppe 30. juni.
På Bornholm lærte Steen Jensen at tilhugge gravsten og monumenter udelukkende med hammer og mejsel, og han var formentlig den sidste, der lærte faget uden brug af maskinkraft. Som udlært sten- og billedhugger med medalje overtog han i 1976 farens forretning på Mors. Inden da var han aktiv spejder og fik senere formandsposter i spejderkorpsets ledelse. "Det er nok min spejdertid, der har formet mig mest som menneske", siger Steen Jensen selv.
Professionelt passede han ikke bare sin egen forretning, men har gennem tiden haft adskillige tillidshverv og har været en fornem ambassadør for sit fag og for den trængte kirkegårdskultur. Som mester har Steen Jensen siddet i Stenhuggerlaugets bestyrelse og været dets repræsentant i Foreningen for Kirkegårdskulturs bestyrelse, hvor han i år har 50-års jubilæum. Han er æresmedlem af Stenhuggerlauget.
Som stenhuggermester har Steen Jensen hovedsagelig arbejdet med det kreative. Det være sig alternative gravminder til familier med specielle ønsker og som billedhugger, hvor han har lavet flere hundrede skulpturer, der står spredt over hele landet.
I 2015 solgte han forretningen til Danske Stenhuggerier, der fortsat driver den, og han fik samtidig job i organisationen med at løse opgaver af mere kreativ karakter. Det var ment som en retrætepost, men kom hurtigt til at fylde Steen Jensens arbejdsuge på fuld tid. Det stopper nu, men sideløbende er han medlem af menighedsrådet i Nykøbing, Rotary og Frimurerlogen.
Steen Jensen gør igangværende opgaver færdige og regner med, at der nok skal dukke nye udfordringer op. Ellers skal pensionistlivet nydes med familien, herunder hustruen Kirsten, der er forhenværende frisør. Steen Jensen fejres ved en afskedsreception på Sallingssund Færgekro 27. juni.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.