EMNER

Navnestrid om Buster snart slut

Efter strid med naboen Blockbuster ændrer Slikbuster navn. Navnet bliver et, som en kunde har foreslået.

AALBORG:På Vesterbro i Aalborg er kampen om retten til at kalde sig noget med "Buster" ved at finde sin ende. Blockbuster ville have naboen Slikbuster til at ændre navn, fordi videoudlejningsbutikken mente, at Slikbuster snyltede på deres navn. Indehaver af Slikbuster, Lars Faber, har siden rettet henvendelse til Blockbusters advokat, som for en måneds tid siden accepterede, at Slikbuster fremover kalder sig Slik Buster. - Det trak vi lidt på smilebåndet af, for vi kan ikke se den store forskel på, om navnet skrives i ét eller to ord, siger Lars Faber. Slik Buster bliver dog ikke det, som butikken kalder sig fremover. I stedet bliver det et navn, som en kunde har foreslået. Til gengæld for at skifte navn, vil Lars Faber have, at Blockbuster fjerner de reklamer, de har på hans lager. Mellem Blockbuster og Slikbuster er der nemlig en skydedør med Blockbusters logo på. Men lageret, som er bag døren tilhører Lars Faber, og derfor vil han have Blockbuster til at fjerne reklamerne på døren. - Når de har fjernet reklamerne, så skifter vi navnet. Målet er, at få får en større facade og et større lager, siger Lars Faber, der afviser selv at pille Blockbusters reklame ned. Det er en måneds tid siden, at de stridende parter blev enige om den løsning, men siden er intet sket. I forbindelse med navnestriden med naboen Blockbuster udskrev Lars Faber en konkurrence, hvor kunderne kunne komme ind i Slikbuster og foreslå et nyt navn til butikken. Det er der omkring 50, der har gjort, og i følge Lars Faber er der nogle gode forslag imellem. Derfor bliver det slet Slikbuster i hverken ét eller to ord, som butikken kommer til at hedde. I stedet for bliver det et af de indkomne forslag, som bliver butikkens navn. Den, der har foreslået det nye butiknavn, får tyve kilo slik som tak. De andre, som har foreslået et navn, får en slikpose.