Nazir er i praktik hos købmanden

EMNER 4. januar 2003 07:00

Selvom 28-årige Mohammed Nazir har seks års ingeniørstudier på universitetet i Afghanistans hovedstad Kabul bag sig, nyder han arbejdet med at sætte varer på hylderne i forretningen Storkøb, der er placeret midt i Hanstholms eneste indkøbscenter. - Her er godt at være, for jeg lærer en masse dansk ved at snakke med kunderne, forklarer han med ansigtsmimik, fagter og en endnu lidt usikker dansk udtale. Nazir har tidligere været i arbejdspraktik - eller "samfundsorienterende undervisning", som man kalder det i Hanstholm for ikke at komme til at omgå den lov, det bestemmer, at asylansøgere ikke må arbejde - hos SiD i Hanstholm og på Vigsø Feriecenter. Alle steder er han blevet taget godt imod, men han foretrækker selv Storkøb, fordi han her kommer i kontakt med mange mennesker hver eneste dag. - Det er rart at komme ud blandt andre. Hvis jeg ikke skal på arbejde, har jeg alt for meget tid til at tænke over fremtiden, og så bliver jeg ked af det. Det er bedre at lave noget, fastslår Mohammed Nazir. Indehaveren af Storkøb i Hanstholm, Bo Jørgensen, er også yderst tilfreds med praktikordningen. - Det går fantastisk godt. Det er meget nemt at have med en person at gøre, som i den grad går ind for sagen, siger Bo Jørgensen. Nazir er den første praktikant, han har fra asylcentret, men han var ikke i tvivl om, at han skulle sige ja, da han blev spurgt. - De er en del af det lokale samfund, som vi selvfølgelig må være med til at gøre noget for, mener han. Foruden de seks timer i Storkøb hver dag deltager Mohammed Nazir i tre timers danskundervisning på asylcentret i Hanstholm, hvor han bor med sin kone og deres to børn på henholdsvis tre år og 8 måneder. Også hans forældre og en ældre bror bor i Hanstholm. De kom 1. august 2001, da landets første kommunale asylcenter slog dørene op i fiskeribyen. Mohammed Nazir har for kort tid siden fået afslag om asyl i Danmark, men han vil meget nødig tilbage til Afghanistan. Han håber at få sin og familiens sag genbehandlet, bl.a. fordi hans bedstemor for kort tid siden døde og nu er begravet på en muslimsk kirkegård i Aalborg. - Selvom Taliban-styret er væk, er der ikke trygt i Afghanistan. Den nye regering kan ikke sikre os rolige forhold, siger han og tilføjer, at han, hustruen og de to små børn vil forsøge at søge asyl i et andet land, hvis det ikke lykkes i Danmark. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...