nb - bør bringes sammen med nyhed om handlen Huset på spidsen

Sommerhus for millionærer

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

På førstesalen er der altid udsigt til Grenen, selvom den flytter sig. Foto: Finn Clausen

50 millioner kroner for Åkandevej 10 i Skagen. Det var prisen, da det sorte sommerhus tæt på Grenen ved årsskiftet blev sat til salg hos liebhavermægler Jan Fogh, Charlottenlund. For nylig begyndte rygterne om, at huset var solgt. En lejet rød helikopter var set lande i Skagen, og mon ikke køberne var filmskuespiller Connie Nielsen og trommeslager Lars Ulrich, lød det. Salgsprisen har været opgivet til 45 millioner kroner og 61 ditto for et hus, der ved seneste årsregulering i 2004 var vurderet til 3.050.000 kr. NORDJYSKE bad sælgerne Jes og Mads Vagnby om adgang til huset. Uden held. - Vi er ofte blevet spurgt. Men vi har for lang tid siden besluttet, at vi ikke ville lukke fotografer og journalister ind i huset, begrundende Mads Vagnby afslaget. - Og det er ikke kun NORDJYSKE, der ikke får lov. Også andre medier som DR har fået nej. Huset er imidlertid foreviget i bogen "Sommerhus" af Vibe Nørgaard og Finn Clausen, der udkom i 2004. Heri fortæller Vibe Nørgaard, at det var de tidligere ejeres barndomshjem. "Og da de arvede det, arvede de også en forpligtelse, for huset er enestående", lyder det om Jes og Mads Vagnby. Huset ligger i den fantastiske natur på Grenen, som Skagen Kommune en overgang havde andre planer med. En nedrivning truede, men blev dog afværget. "Mads og Jes Vagnbys forældre købte sommerhuset i 1951 og boede fast i det. Faderen var kunstneren Viggo Vagnby, der tegnede den verdensberømte Wonderful Copenhagen-plakat, hvor en betjent holder trafikken tilbage, så en andefamilie kan krydse gaden i sikkerhed. Han havde sin tegnestue på første sal med en fantastisk udsigt over klitter og hele to have. Villaen blev hurtigt et mødested for de kunstnere og kulturpersonligheder, der stadig samledes i Skagen." Kgl. Bygningsinspektør Thorvald Jørgensen, der stod for restaureringen af Christiansborg Slot, tegnede huset i 1911 og har desuden tegnet det nærliggende Skagen Badehotel. Dengang var beliggenheden en af Europas mest mondæne og badehotellet havde prominente gæster fra det meste af verden heriblandt kongen af Siam. Ejendsomsmægler Jan Fogh skriver på sin hjemmeside, at huset ligger på Guldmajs Bakke og i daglig tale kaldes Guldmaj. Og han beskriver det således: "Husets placering og størrelse er et typisk eksempel på det øverste borgerskabs sommerresidenser i begyndelsen af det forrige århundrede. Huset er opført efter en kvadratisk grundplan med kvadratiske og dobbeltkvadratiske rum, hvor de højloftede rum giver god plads i stuerne til de få, men store møbler. Huset rummer et boligareal på 282 kvm fordelt på tre etager samt kælder på 25 kvm." Udsigten fra huset er ifølge Vibe Nørgaard fantastisk, om end den ikke er konstant. "Vind og vejr ændrer klitternes form og afstanden til vandkanten, så huset i perioder har haft havet liggende næsten lige uden for vinduerne. Nogle gange har klithøjden krævet, at man måtte op på første sal for at have havudsigt." Men vejret har i høj grad også indflydelse på et træhus med så udsat en beliggenhed, og da Mads og Jes Vagnby overtog det, trængte det til renovering. "Rådne træpartier blev udskiftet med nye af langsomt voksende grantræ, specialimporteret fra det nordlige Finland.", skriver Vibe Nørgaard. Indendørs er huset sat i stand med nye gulve, nyt køkken og nye badeværelser. Men også lofter, vægge og trapper er restaureret, ligesom de småsprossede vinduer og fint udførte altaner blev fornyet. "Selv de forvitrede vandnæser blev erstattet af nye, kunstfærdigt udførte vandnæser, udformet af den ene af husets ejere, arkitekten Jes Vagnby, der har stået for istandsættelsen", beretter Vibe Nørgaard, der også oplyser, at renoveringen er gennemført med stor respekt for den oprindelige arkitektur. "Huset står nu, som dengang det blev bygget. De udvendige vægge er behandlet med gammeldags trætjære og linolie, og taget er af tagpap. "