NB-dreng trænede hos FC Barcelona

11-årige Frederik R. Hansen har været på en uges ophold hos FC Barcelona.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Træningen foregik på et højt niveau, og den unge NB-spiller (i midten) er sikker på, at han er blevet en bedre spiller.

11-årige Frederik R. Hansen, der spiller på Nørresundby Boldklubs U12-hold, er netop vendt hjem fra en uges ophold hos FC Barcelona - og han er ikke i tvivl om, at han er blevet en bedre fodboldspiller. Frederik R. Hansen blev udvalgt blandt 250 danske drenge til at deltage i den såkaldte fodbold-camp på Barcelonas imponerende anlæg, hvor han trænede sammen med andre danskere, der var kommet gennem nåleøjet. I alt var der udtaget 15 danskere i hans aldersklasse. - Det var en fantastisk oplevelse, og jeg har lært en hel masse. Blandt andet trænede vi meget afleveringer. Deres trænere er meget professionelle, fortæller Frederik R. Hansen, som trænede to gange dagligt og også fik teoretisk undervisning, blandt andet om taktik. Ingen adgang for forældre Også en rundvisning på Barcelonas hjemmebane, Nou Camp, og en tur til klubbens nye træningsanlæg nogle kilometer uden for byen indgik i opholdet. Med i Barcelona var Frederiks far, Henrik Hansen, men han fik ikke set så meget til sin søn i løbet af ugen. - De ville ikke have forældre der hele tiden, så jeg måtte kun være der to timer om tirsdagen og to timer om torsdagen, nævner Henrik Hansen. En bedre spiller I Nørresundby Boldklub er ungdomsformand Arne Schürer glad for, at en af klubbens spillere blev udtaget til deltagelse i Barcelona-campen. - Jeg regner ikke med, at Frederik er den nye Lionel Messi, men en uges træning i Barcelona er jo under alle omstændigheder godt. Vi får en bedre spiller hjem, konstaterer formanden, som selv for nogle måneder siden skrev en udtalelse om Frederik, da spilleren søgte om deltagelse. Frederik R. Hansens har de seneste godt to år trænet med AaB's talentgruppe. Hans store drøm er at blive professionel fodboldspiller, og allerhelst i FC Barcelona. - Selvfølgelig er det dér, jeg helst vil spille. Men der er ikke ret store chancer, erkender han. I første omgang håber han at få muligheden for igen at komme med på en af klubbens camps, hvor klubben holder et vågent øje med de mange talenter.