Fodbold

NB gav Lindholm dødsstødet

Et point guld værd for NB, men det var værdiløst for Lindholm IF

NB - LINDHOLM IF0-0 FODBOLD, DANMARKSSERIEN NØRRESUNDBY: Nulløsningen i den udsatte nabostrid betød, at NB fornyede billetten til danmarksserien i fodbold, mens Lindholm IF indløste en returbillet til kvalifikationsrækken før sidste spillerunde på lørdag. NB kan ikke indhentes af hverken Viby eller Brande, der begge er fire point efter NB-mandskabet, mens Lindholm IF's målscore er så dårlig, at enhver spekulation om redning er helt ude i hampen. - Vi burde havde afgjort kampen på tre-fire store målchancer før pausen, men vi fik det ene point, der sikrer os livet i rækken, sagde NB-cheftræner Henrik Skoda. NB fik trekløveret Lasse Lindgren, Jens Holt og Rasmus Nøhr slemt skadet i aftes, og holdet mangler det suveræne tophold, Brabrand, hjemme på lørdag, så derfor var det ene point vitalt i aftes. LIF-cheftræner Ole Nielsen tog nedrykningen med fatning. - Vi skulle besejre NB for at holde liv i håbet. Fem stamspillere var væk til dette opgør på grund af karantæner eller skader, og vi har i dette forår ikke kunnet stille med det samme hold to gange i træk. Truppen har været for smal, og så har vi har haft et hårdt komprimeret slutprogram med seks kampe på blot 16 dage, sagde Ole Nielsen, der har kontrakt med LIF året ud. Martin Gregersen, Lasse Dahl og Rasmus Povlsen fik hver en stor mulighed for at bringe NB foran før pausen, hvor gæsterne slet ikke spillede sig frem til nævneværdige målchancer. Festen fusede endnu mere ud efter pausen, hvor der først i slutfasen opstod muligheder - tre til NB og én - måske to - til LIF. Kampfakta: NB, 3-5-2: Morten Harbo - Jacob Behrendt, Rasmus Nøhr (63. min: Niambele Adame) og Rasmus Mørk - Rasmus Povlsen, Lars Christensen, Martin Gregersen, Kenneth Cortsen og Jacob Møller - Lasse Dahl og Lasse Lindgren (4. min: Jens Holt) (17. min: Thomas Larsen). Lindholm IF, 3-4-3: Thomas Thomsen - Torsten Møller, Per Jungersen og Martin Hav - Martin Østerbæk, Thomas Pedersen (70. min: Torben Pedersen) , Thomas Hav, Claus Skibsted - Morten Kristensen, Henrik Andersen (54. min: John Wagner) og Jan Toftdahl (76. min: Christian Toft). Advarsler: 31. min: Martin Hav, LIF. 60. min: Per Jungersen, LIF. 69. min: Rasmus Mørk, NB. 70. min: Niambele Adame, NB. 75. min: Martin Østerbæk, LIF. 82. min: Jacob Møller, NB. Dommer: Heine Sørensen. Tilskuere: 221.