NB rykker frem

Nørresundby-Horsens 2-1 (1-1) Fodbold, Danmarksserien NØRRESUNDBY: Efter sejren i sidste uge over Randers tog NB lørdag endnu et skridt frem i tabellen, da holdet på eget græs høstede alle tre point i opgøret mod et angrebslystent Horsens-mandskab, der startede kampen med hele fire mand på toppen. Det gav plads i gæsternes bagerste rækker, og det udnyttede hjemmeholdet i det 20. minut, hvor Mark Westergaard scorede til 1-0. Den advarsel lyttede gæsterne ikke meget til, og det var helt utilgiveligt, at NB ikke formåede at lukke kampen i minutterne, der fulgte efter. To gange slog hjemmeholdet kontra, hvor de skulle have scoret på friløbere, men i stedet fik gæsterne udlignet kort før pausen. Udligningen fik Horsens til at spille mere forsigtigt fra starten af anden halvleg, hvor NB fik mere greb om kampen. Og der gik kun tre minutter, før Karsten Gade atter sendte hjemmeholdet i front. I takt med at uret nærmede sig slutsignalet, voksede frustrationerne hos gæsterne, og i kampens næstsidste minut forløb Anders Andersen fra Horsens sig, da han angreb NB-keeper Kim Nielsen, som stod en flot kamp hos nordjyderne. Det kostede et rødt kort, men i samme moment blandede NB’s Dennis Willumsen sig i løjerne, og så blev han også sendt tidligt i bad. - Han har fået en skideballe, lyder det lunt fra NB-træner Jens Overgaard, som imidlertid vælger at glæde sig over, at hans mandskab med den anden sejr i træk ser ud til at være på rette vej efter en smule slingrekurs for to-tre uger siden.OM Kampfakta: Mål: 1-0 Mark Westergaard (20.), 1-1 Jonas Troelsen (41.), 2-1 Karsten Gade (48.) Udvisninger: 89. minut: Anders Andersen, Horsens og Dennis Willumsen, NB.