NB skuffede mod bundhold

Fodbold 28. oktober 2002 07:00

Fodbold, danmarksserien Nørresundby - Varde 1-2 (1-2) NØRRESUNDBY: Hjemmeholdet skuffede på ny i en kamp, hvor de for alvor kunne få afstand til de hold, som NB skal kæmpe med om oprykning til 2. division. Havde NB fået den ventede sejr mod bundholdet Varde, var der blevet tre point ned til Hobro, men de unge spillere fra Solsideklubben fik gummiben og brændte mange chancer. - Igen brændte vi alt for mange chancer, og det ærgrer mig altså, at vi kan tabe til Varde, for det er et hold som vi bør kunne slå. Vi er meget bedre end dem, sagde en skuffet NB-træner Henrik Skoda. NB kom foran 1-0 efter 14 minutter. Kenneth Cordsen spillede Lasse Dahl fri, og mens Varde ville have offside, fik han frit løb mod mål og havde let ved at score. Inden pausen havde Jesper Ditlevsen scoret to gange for gæsterne. I anden halvleg overtog NB spillet, men store chancer blev brændt af Rasmus Kyvsgaard, Lasse Dahl og Carsten Gade. Kampfakta: Mål: 1-0 Lasse Dahl, 1-1, 1-2 Jesper Ditlevsen. Frederikshavn - Horsens 1-4 (1-2) FREDERIKSHAVN: Topholdet Horsens var for stor en mundfuld for et ellers godt kæmpende FfI-hold, der således fik det niende nederlag på stribe. Horsens' sejr var nok et mål eller to for stort på Frederikshavn Stadion, hvor banen syntes mere egnet til vandpolo end fodbold, hvilket gjorde forholdene meget vanskelige for begge hold. - Jeg er imponeret over, at mine spillere ikke lader sig ryste af de mange nederlag, men jeg vil godt erkende, at vi har brug for point, ellers bliver situationen i bunden af rækken næsten umulig, sagde FfI's træner Per Svensson. - Den umulige bane gav mange nærkampe, og Horsens var fysisk meget stærkere end os og vandt de fleste dueller, tilføjede Per Svensson. FfI fik udlignet til 1-1 efter 11 minutter, da Rune Knudsen headede Dennis Hansens hjørnespark i nettet. Inden pausen var Horsens foran 2-1, og i anden halvleg scorede Micky Rasmussen til 3-1 og 4-1, mens Kenneth Axelsen og Lars Jensen brændte for FfI. Kampfakta: Mål: 0-1 Janus Mouritsen, 1-1 Rune Knudsen, 1-2 Janus Mouritsen, 1-3, 1-4 Micky Rasmussen. -niss

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...