LeBron James scorer 984 millioner på skift til Lakers

NBA-legendens nye karrieretræk sender ham til Los Angeles på gigakontrakt til 154 millioner dollar på fire år.

LeBron James (billedet) førte i 2016 Cleveland Cavaliers til finalesejr i NBA mod Golden State Warriors. De to seneste år har rollerne været byttet om, når de to klubber igen mødtes i finalen. Nu skal LeBron James forsøge at bringe Los Angeles Lakers til tops. Foto: Maddie Meyer/arkiv/Ritzau Scanpix

LeBron James (billedet) førte i 2016 Cleveland Cavaliers til finalesejr i NBA mod Golden State Warriors. De to seneste år har rollerne været byttet om, når de to klubber igen mødtes i finalen. Nu skal LeBron James forsøge at bringe Los Angeles Lakers til tops. Foto: Maddie Meyer/arkiv/Ritzau Scanpix

Den amerikanske basketballstjerne LeBron James skifter til Los Angeles Lakers fra Cleveland Cavaliers.

NBA-legenden og Lakers er nået til enighed om en kontrakt gældende til udgangen af sæsonen 2021/22.

- LeBron James, fire gange NBA's MVP (mest værdifulde spiller, red.), tre gange MVP i NBA-finaler, 14 gange NBA All Star og to gange OL-guldvinder har indgået en kontrakt på fire år til 154 millioner dollar med Los Angeles Lakers, skriver Klutch Sports Group, der repræsenterer basketballstjernen.

Det nævnte beløb svarer til cirka 984 millioner kroner.

Det er tredje gang på otte år, at den 33-årige LeBron James skifter klub.

NBA-turneringens bedste allroundspiller og største stjerne spillede i fire sæsoner for Miami Heat, før han i 2014 vendte tilbage til Cleveland Cavaliers.

LeBron James betragtes som en rival til den tidligere Chicago Bulls-stjerne Michael Jordans uofficielle titel som den største spiller nogensinde i NBA.

Nu fortsætter han karrieren hos Lakers, der er blandt de mest ikoniske klubber i ligaen.

Blandt Lakers' mange tidligere stjerner er Kobe Bryant og Magic Johnson. Sidstnævnte er i dag manager for klubben, der er ved at opbygge et nyt hold af forholdsvis unge spillere. Lakers har 16 gange vundet NBA-mesterskabet. Senest i 2010.

Den over to meter høje og godt 110 kilo tunge spiller debuterede i NBA i 2003 for Cleveland Cavaliers, der hører hjemme i hans hjemstat Ohio.

I 2016 førte han klubben til dens første mesterskabstitel med en sejr over Golden State Warriors i finalen.

De to seneste sæsoner har Cavaliers til gengæld måtte bøje sig for Warriors i finalen. Det samme gjorde sig gældende i 2015.

Som en sidegevinst i forbindelse med skiftet til Los Angeles vil LeBron James bedre kunne pleje sine forretningsinteresser, end tilfældet er i Cleveland.

Spilleren ejer allerede to boliger i det sydlige Californien og har også et filmselskab i delstaten.

/ritzau/AP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.