NBA-stjernen Stephen Curry kan øjne imponerende rekord

Stephen Curry rykkede natten til søndag op som nummer to på listen over spillere med flest trepointscoringer.

Stephen Curry nåede natten til søndag dansk tid op på 2562 trepointscoringer i karrieren. (Arkivfoto)

Stephen Curry nåede natten til søndag dansk tid op på 2562 trepointscoringer i karrieren. (Arkivfoto)

SALT LAKE CITY: Basketballspilleren Stephen Curry er på vej mod en stor rekord i NBA.

Natten til søndag dansk tid scorede han fem gange bag trepointlinjen i holdets nederlag på 108-127 til formstærke Utah Jazz.

Dermed kom han op på i alt 2562 trepointscoringer i karrieren og passerede legendariske Reggie Miller på listen over spillere med flest trepointscoringer i ligaens historie.

- Det føles helt særligt. Jeg forsøgte at nyde det i løbet af kampen, for jeg vidste, at det lurede i horisonten. Jeg så op til ham (Miller, red.), da jeg var lille, og jeg forsøgte at efterligne mange af de ting, han gjorde, siger Curry ifølge AFP.

Kun den tidligere spiller Ray Allen ligger nu over Curry på den liste. Han har 411 trepointscoringer flere end Curry, men brugte vel af mærke 20 sæsoner på at nå op på 2973 af slagsen.

32-årige Curry kom først ind i ligaen i 2009 og er dermed i gang med sin sæson nummer 12.

Mens Curry har personlig succes, ser det mindre godt ud for Golden State Warriors. Holdet, der vandt tre mesterskaber i perioden 2015-2018 med Curry som en af de store profiler, har vundet otte og tabt otte kampe i indeværende sæson.

I den tætte vestlige konference er mandskabet fra San Francisco lige nu uden for slutspilspladserne som nummer 10 af 15 hold.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.