NBE er videre i TAG FAT finalen
NBE Production A/S vinder TAG FAT innovationspris i Frederikshavn Kommune

NBE Production fra Sæby er den mest innovative virksomhed i Frederikshavn Kommune. Fra venstre ses de to ejere Jannich Hansen og Kim Gregersen. Til højre eksportchef Alvin Hernandez. Arkivfoto: Hans Ravn Hans Ravn
SÆBY:Det blev producenten af træpillefyr NBE Production A/S i Sæby, der løb med titlen som den mest innovative virksomhed i Frederikshavn Kommune i Region Nordjyllands innovationskonkurrence TAG FAT. Det blev afsløret fredag formiddag, da borgmester Birgit Hansen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord Niels Christensen og formand for Frederikshavn Erhvervsråd Karl Erik Slynge kunne overrække blomster og prisen til de to glade ejere Jannich Hansen og Kim Gregersen samt direktør Jesper Krøger Lemme.
- Det betyder rigtig meget, at vores kommune og omgivelser giver os et skulderklap for, at vi brænder for at skabe vækst og innovation. Innovation for os er nødvendig for at overleve samtidig med, at det er en kæmpe lyst. Kim og Jannich tænker innovation på produktsiden hver eneste dag, mens vi andre forsøger at følge med på andre fronter som fx i forhold til markedsføring og måden, som vi kommunikerer med vores kunder på. Vores innovative tilgang til at drive forretning er grunden til, at vi som lille virksomhed er kommet ind på et marked som USA. Vi har via vores store fokus på vores slutkunders behov og produktoplevelse skabt et rigtigt godt samspil mellem produkternes hardware og software, siger direktør Jesper Krøger Lemme.
NBE Production A/S tilbyder deres kunder en løsning, der hedder ”Stoker Cloud”. Her kan pillefyrene overvåges og justeres via PC, tablets eller smartphones.
NBE Production A/S blev kåret som vinder ved en afstemning på Frederikshavn Erhvervsråds generalforsamling onsdag den 30. april, hvor virksomheden var i finalen med Klostergydens Fisk i Sæby og Offshore and Marine Contacts / Safe Ex i Frederikshavn.
Formand for Frederikshavn Erhvervsråd Karl Erik Slynge siger:
-NBE Production er på rekordtid blevet en af verdens største producenter af træpillefyr takket være en innovativ tilgang til deres måde at drive virksomhed, som gælder både produktudvikling, kundekommunikation, markedsføring og organisering af virksomheden. De illustrerer på flot vis, hvor vigtig innovation er for vækst og udvikling. De er derfor en velfortjent vinder af prisen, som vi er stolte af at have i vores område.
Borgmester Birgit Hansen var for få uger siden ude at klippe snoren til NBE’s nye lokaler i Sæby, hvorfra de starter egenproduktion med en 100 % dansk produceret serie af ”plug and play” træpillefyr med produktnavnet RTB.
- Det er en god historie, at de vinder denne flotte pris, men det er en endnu bedre historie for vores kommune, at de lige har udvidet deres produktion, for vi har brug for, at der bliver skabt vækst og arbejdspladser, siger borgmester Birgit Hansen.
Den 15. maj skal NBE Production A/S dyste mod vinderne fra de andre kommuner i den store regionale finale i Aalborg. Du kan give din stemme til NBE Production A/S facebook via linket bit.ly/tagfat, som åbner i dag klokken 12.00.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.