Neal Martins operation var succesfuld

AaB Ishockeys lægestab forventer snart den canadiske back Neal Martin tilbage på isen. Værre ser det ud for Rasmus Pander.

AaB-spilleren Neal Martin er blevet opereret og er snart tilbage på isen. 
Foto: Scanpix

AaB-spilleren Neal Martin er blevet opereret og er snart tilbage på isen. Foto: Scanpix

Helt som fysioterapeut Jan Heinrich forudså her i weekenden i NORDJYSKE var Neal Martins menisk beskadiget. Canadieren kom derfor allerede onsdag under kniven, og det kirurgiske indgreb var en succes. - Det var en meget, meget speciel meniskskade, som hverken lægen eller jeg havde set før. Der var nemlig blod derinde, og det var det blod som forårsagede, at Neal ikke kunne bøje benet. Men alt gik efter planen, og jeg vil tro, at han er på is om to uger igen. Slutspillet er i hvert fald slet ikke væk for ham, siger Jan Heinrich. Rasmus Panders brækkede fod er derimod langt mere genstridig. - Det er et meget kompliceret brud, og det ser slet ikke ret godt ud. Vi må tage en dag ad gangen, og det er umuligt at sige, hvor lang tid det tager, fortæller Jan Heinrich, som undrer sig over den gentagne regn af skader, som altid rammer AaB Ishockey, når slutspillet nærmer sig. - Det er typisk AaB Ishockey, det her. På dette tidspunkt af året bliver vi altid ramt af de mærkeligste skader, mener Heinrich.