Erhverv

Neas skal sælge el fra Nordjyllandsværket

De to parter har lavet aftale med virkning fra 1. juni år

Nordjyllandsværket bliver Neas Energy’s hidtil største kunde.
Nordjyllandsværket bliver Neas Energy’s hidtil største kunde.

AALBORG: Fra 1. juni i år bliver det Neas Energy, der skal balancere og sælge elektriciteten fra Nordjyllandsværket A/S. Det har de to parter netop indgået en aftale om.

Nordjyllandsværket er i dag ejet af Aalborg Kommune, der overtog værket fra Vattenfall ved årsskiftet. Formelt er værket en del af den kommunalt ejede Aalborg Energikoncern.

Neas Energy står i dag for balancering og salg fra en lang række decentrale kraftvarmeværker og vindmølleparker i ind- og udland. Med en installeret effekt på 410 MW bliver Nordjyllandsværket Neas’ hidtil største kunde, målt på produktionskapacitet.

- Vi er rigtig stolte af, at værket har valgt os som samarbejdspartner. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi med vores systemer og kompetencer kan bidrage til at opnå optimal værdi for Nordjyllandsværket, siger Søren Rygaard, chef for Kraftvarmeproduktion hos Neas Energy, der har til huse i Aalborg.

- Vi har været meget grundige i vores udvælgelsesproces, og vi har lagt stor vægt på at vælge den samarbejdspartner, der samlet set giver os de bedste vilkår i forhold til pris, systemløsninger og forvaltning i elmarkedet, forklarer formand for bestyrelsen i Aalborg Energikoncern, rådmand Lasse P.N. Olsen.

Der er et historisk bånd mellem de to parter, idet Neas Energy udspringer af Nordjysk Elhandel, som Aalborg Kommune var hovedaktionær i, indtil en lovændring tvang kommunen til at sælge det. Neas Energy ejes i dag af en række private investorer.

Elproduktionen på Nordjyllandsværket sker på værkets blok 3, der blev sat i drift i 1998 og regnes blandt verdens mest effektive kulfyrede værker.

Neas Energy håndterer i dag produktionsbalanceansvar og handel for mere end 200 danske kraftvarmeværker. I 2014 indgik virksomheden en lignende samarbejdsaftale med Amagerværket, som Vattenfall havde solgt til Hofor (Hovedstadens Forsyning).

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden