Ned i skuffen

CENTRALISERING:Så fik DF igen betaling for trofast støtte til VK. De fik en hel del stramninger på udlændingelovgivningen. Nu venter jeg så bare spændt på, om ikke det betyder, at DF stemmer for centraliseringer af sociale ydelser. Hvis DF stemmer for, svigter de i høj grad de svageste og især de ældre, som DF jo bryster sig meget af, at de gør meget for. Centraliseringen kommer til at ramme dem, som ikke selv kan gå på nettet og søge om boligydelser og dem, som har behov for hjælp til deres folke- og førtidspension. Jeg forventer, at det bliver ragnarok, som det er nu, hvis nogen har behov for hjælp fra SKAT. Selvfølgelig sparer staten penge, når borgerne opgiver "tryk 1, tryk 3, tryk 2" osv. 5-6 gange, inden der er noget i røret at spørge. Pensionister har ofte behov for hjælp til at søge nedsat licens, varmetillæg, helbredstillæg, personlige tillæg, omregning af pension og ældrecheck. Centraliseringen rammer meget bredt, og som eksempel kan gives de ældre, der skal i ældre/plejebolig. De er ikke som regel ikke særlig ressourcestærke, så de har i høj grad brug for hjælp, og er afhængige af godt og nært samarbejde i kommunen, da der oftest kun er en svarfrist på 3 dage i forbindelse med accept af sådan en bolig. Jeg håber på folketingsvalg og regeringsskifte, inden dette bliver en realitet, så dette lovforslag kan komme dybt ned i skuffen igen.