EMNER

Nedbrud i netbankens aktiehandel

Kunderne hos Spar Nord Bank havde problemer med at handle med aktier på netbank og bankens egne medarbejdere kunne heller ikke handle.

Et nedbrud i Spar Nord Banks interne it-system tirsdag formiddag medførte at kunderne på netbank over en periode fra Fondsbørsens åbning og halvanden time ikke selv kunne handle aktier. Bankens egne medarbejdere kunne heller ikke handle via det såkaldte strakspris-system. - Men vi kunne stadig handle aktier via det eksterne system, så kunderne har kunnet få gennemført handeler, hvis de ringede til os. Det betød mere besvær og mere manuelt arbejde for vore medarbejdere, men vi har ikke på noget tidspunkt været helt afskåret fra markedet, understreger aktiechef Peter Møller. Han tør ikke vurdere hvor stor en del af bankens kunder, der selv handler aktier via netbank. Der var ellers gevinster til sælgerne fra morgenstunden. Fra Fondsbørsens åbning kl.9 tirsdag til kl. 10.30 steg det toneangivende C20-indeks fra et snit på 312,5 til 335 eller 7,2 pct.