Nedbrudt af elevjob hos Gorm Lokdam

Ny sag mod slotsejer. Fagforening kræver forbud mod, at han kan ansætte elever.

Kokkedal Slot - i Nordjylland. Ikke at forveksle med Kokkedal Slot - i Nordsjælland. For at undgå¨det så kræver Gorm Lokdam, at den sjællandske navnebror finder et andet navn.

Kokkedal Slot - i Nordjylland. Ikke at forveksle med Kokkedal Slot - i Nordsjælland. For at undgå¨det så kræver Gorm Lokdam, at den sjællandske navnebror finder et andet navn.

Det begyndte som en drøm og endte som et mareridt. Tina Albertsen gik psykisk ned efter nogle ugers arbejde på Kokkedal Slot. Til sidst måtte hun forlade sin elevstilling som receptionist på grund af dårligt arbejdsmiljø. Især overvågningen var ubehagelig. Hendes arbejdsgiver Gorm Lokdam fra Store Restrup Herregård fortalte hende aldrig, hvorfor hun skulle overvåges med lyd og billede. Advokat Martin Gräs Lind, der er erhvervsforsker og har skrevet ph.d. om emnet, finder den beskrevne overvågning problematisk. Det er ikke nok at aftale med en medarbejder, at vedkommende er overvåget. Medarbejderen skal også vide hvorfor. Og så ser han et problem i den meget koncentrerede overvågning i sagen. - Undersøgelser har vist, at det kan medføre stress og stressrelaterede sygdomme hele tiden at være overvåget - og derfor er der grænser for, hvor intens en overvågning må være. Hvis man overvåger en medarbejder konstant for at kontrollere vedkommendes arbejdsindsats, er der en juridisk advarselslampe, der blinker. Så kan overvågningen kendes uberettiget, siger han. Sagen fra Kokkedal Slot ender nu i Tvistighedsnævnet som mange andre af Gorm Lokdams elevsager. I fagforbundet 3F har man fået nok af Gorm Lokdam, og man vil nu via fagligt udvalg forsøge at fratage ham retten til at ansætte elever. - Det er under al kritik, hvad der foregår i hans virksomheder. Det er simpelthen udnyttelse af unge på en måde, som er helt enestående i Danmark, siger faglig konsulent Nils Lønstrup fra 3F. Gorm Lokdam mener, at 3F fører "en bagvaskelseskampagne". Han vil ikke interviewes, men kommenterer spørgsmålet om overvågning således i en mail: - Der findes video, spamfiltre og alarmer, hvis formål er at beskytte virksomheden, gæsterne og personalet mod kriminalitet herunder terror.