EMNER

Nederlag til Demokraterne og Obama

KØBENHAVN:Demokraterne mister deres såkaldte superflertal i Senatet. Dermed er sundhedsreformen, som partiet har kæmpet så hårdt for, i fare. Men det er kun begyndelsen. Senatspladsen, der blev kæmpet om, var det demokratiske ikon Edward Kennedys i 46 år, indtil han døde sidste år. Det lignede en næsten umulig opgave for republikaneren Scott Brown. Alligevel trak han sig tidligt onsdag sejrrigt ud af opgøret med 51,9 procent af stemmerne ved at fokusere på sin modstand mod sundhedsreformen. - Dette senatssæde tilhører ikke nogen person og ikke noget politisk parti. Dette er folkets sæde, sagde Brown efter at have knust sin demokratiske modstander, Martha Coackley. Coackley er blevet beskyldt for at have drevet en uinspireret kampagne og først for sent at have indset, at Demokraterne ikke automatisk ejer senatssædet i Massachusetts. Sundhedsreformen - hjørnestenen i Obamas politiske program - er i fare. Det samme er reformen af bankvæsnet og en ny klimalov. Onsdag var Obamas etårsdag som præsident, og der er en markant forskel på den jubel og de forhåbninger, der var knyttet til ham, da han blev taget i ed som præsident for et år siden, og så den nederlagstro, som er ved at krybe ind på Demokraterne. Partiet risikerer flere alvorlige tæsk ved midtvejsvalget i november. I virkeligheden var Obamas valgsejr i 2008 ikke noget systemskifte, som mange troede, men betinget af den dybe økonomiske krise, USA var havnet i, siger Edward Ashbee, der er lektor på Copenhagen Business School. - Vi har haft en meget betydeligt ændring blandt uafhængige vælgere fra valget i 2008 og til nu. De har bevæget sig virkelig langt fra venstre mod højre, siger han. Samtidig har den demokratiske vælgerbase denne gang været temmelig tavs, konstaterer Ashbee. Vælgernes største bekymring er den voldsomme økonomiske krise og den meget store arbejdsløshed. Officielt er arbejdsløsheden 10 procent i USA, men reelt hen ad det dobbelte. Demokraterne holdt natten til onsdag krisemøde i Kongressen for at drøfte, hvordan de nu skal sikre et flertal for de reformer, der ligger på bordet. Demokraterne råder efter valget i Massachusetts kun over 57 pladser i Senatet med støtte fra to uafhængige medlemmer. Partiet behøver 60 ud af Senatets 100 mandater for at afværge en såkaldt filibuster, der stopper et lovforslag. Det behøver Demokraterne for at få vedtaget sundhedsreformen i næste måned. For 20-30 år siden ville en demokratisk præsident let have søgt støtte hos moderate republikanere, men moderate republikanere er "en uddøende race", konstaterer Ashbee. Derfor kan han som præsident Bill Clinton i 1990'erne være nødt til at give Republikanerne store indrømmelser for at redde sin reform./ritzau/

Breaking
Så er det besluttet: Næsten alle coronarestriktioner ophæves 1. februar
Luk