Sæby

Nederlag til Sæby

SÆBY:Startskuddet for Sæbys basketdamer 1. division lød, da holdet i weekenden mødte Åbyhøj på udebane. Sidste sæson blev det til nederlag på 30-40 point i de tre opgør mod Åbyhøj, men i denne sæson skulle SBBC-pigerne gerne være blevet skarpere. Det viste sig også at holde stik, selvom det alligevel blev til en sejr til Åbyhøj. Denne gang på 49-64. SBBC havde forberedt sig grundigt mod det presforsvar, Åbyhøj er så kendt for at bruge for at stresse sine modstandere. Det gav også pote, ikke en bold blev erobret af Åbyhøj, og gennemtrænede systemer samt hurtighed var SBBCs våben til at komme hurtigt frem af banen . Sæby førte de første fire minutter af kampen, men derefter overtog Åbyhøj føringen, som de beholdt resten af kampen. Det var specielt deres træfsikkerhed på skuddene samt deres angrebskom-binationer, de havde succes med. Det er et hold med stor rutine og års erfaring fra deres tid i dameligaen. Men SBBC-pigerne kastede ikke håndklædet i ringen, tværtimod blev der kæmpet bravt for at komme ind i kampen igen, og SBBC fik da også fat i mange rebounds både i angrebet og forsvaret. Specielt Sandie Frandsen var stærk med sine 11 rebounds. I sidste periode satte SBBC alt på et bræt i et sidste forsøg på at vende kampen, ved at presse modstanderne højt oppe på banen. Det var noget der virkede. Hjemmeholdet blev stresset og SBBC-pigerne vandt faktisk også den fjerde og sidste periode, men desværre ikke stort nok i point. Det SBBC manglede i denne kamp, var fokus og koncentration på deres afslutninger, og var forskellen på de to hold. SBBC skal møde Åbyhøj to gange mere denne sæson, og det bliver på hjemmebane, hvor alt vil kunne ske. Kampen gav debut til Rikke Skou Mehlsen, der tidligere har spillet i Frederikshavn, og hun fik en fin start, ellers må veteranen Henriette Sørensen fremhæves for sin næsten umenskelige arbejdsindsats med godt opspil og mange scoringer. Ligeledes havde Chanett Frahm også mange gode momenter i kampen, specielt med sine tre points skud fra distancen. Scoringer for SBBC: Henriette Sørensen 18 point, Chanett Frahm12, Sandie Frandsen 7, Christina Frandsen 5, Louise Munch 3, Christina Legaard 3 og Mette Nielsen 2.