Nederlag vil give drøje hug

10 spillere fra AaB spares i pokalkamp ude mod FC Fyn i aften

Henning Hansen
Erik Hamrén er den eneste nordjyske træner videre i pokalturneringen. Foto: Lars Pauli
Fodbold 26. september 2007 06:00

AALBORG: AaB-cheftræner Erik Hamrén løber risikoen for drøje hug ved at spare hele 10 af superligaholdets stamspillere i aftenens pokalkamp på udebane mod 2. divisionsholdet FC Fyn. - Jeg forventer hård kritik, hvis vi taber, men sådan er mit liv. Jeg må tage de bedst mulige beslutninger ud fra en helhedsvurdering og ikke være bange for kritik, lyder det fra Erik Hamren. Virker slidte Han begrunder dispositionen med, at de pågældende spillere har været gennem tre hårde kampe på en uge - 3-0 hjemme over Brøndby, fulgt af 2-2 ude mod Sampdoria og i søndags 4-3 i Lyngby. - Både kampen i Lyngby og træningen mandag og tirsdag har vist, at spillerne virker slidte og trænger til hvile. Desuden råder vi over gode alternativer, og i den nuværende situation vurderer jeg, at vi på denne måde forbedrer chancen for at komme videre. - Det er ikke nogen nedprioritering af pokalturneringen, tværtimod. Vi vil i pokalfinalen, og vi har nu gode muligheder for at vinde over både FC Fyn, Viborg og Sampdoria, mener AaB-træneren. Beslutningen betegnes som fornuftig af Allan Olesen, der er blandt de spillere, som har fået fuld spilletid i superligaholdets tre seneste kampe. Det kan godt være, at nogen af os føler os parate til at spille mod både FC Fyn, Viborg og Sampdoria, men det er vigtigt at restituere i et hårdt program, og jeg tror egentlig, at rokeringerne ikke kun handler om den næste uge, men snarere er et forsøg på at se tre uger frem. Forstærket andethold - Samtidig råder vi over en bred trup, og jeg regner afgjort med, at den aktuelle trup vil være i stand til at besejre FC Fyn, siger Allan Olesen, der bliver hjemme sammen med Karim Zaza, Danny Califf, Michael Jakobsen, Martin Pedersen, Kasper Risgård, Thomas Augustinussen, Andreas Johansson, Jeppe Curth og Rade Prica. Af de 11, der var på banen i hele kampen mod Sampdoria, er kun Thomas Enevoldsen med i aftenens pokaltrup, hvilket skal ses i lyset af, at han kun spillede de sidste syv minutter mod Lyngby. Her var Mattias Lindström med fra start i lighed med Siyabonga Nomvethe, der afsonede karantæne mod Sampdoria. Denne duo indgår også i truppen mod FC Fyn sammen med reservemålmand Martin S. Jensen og angriberen Ronnie Schwartz, der fik det sidste kvarter i Lyngby. De øvrige otte AaB-spillere hentes fra det aktuelle andethold, der i 2. division vest har erobret 16 point - to færre end FC Fyn - og som i denne række kan se frem til en udekamp mod fynboerne 14. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...