Nedlæg folkekirkelig civilregistrering

”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”.

Karl Maksten

Karl Maksten

I Kapitel VII står i § 66, at ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”, og i § 67 står, at ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”. Folkekirkens og andre trossamfunds forhold synes i henhold til grundlovens ord at eksistere og trives i de bedst tænkelige rammer. Der synes derfor ikke at være belæg for, at der skal ske nogen ændring med hensyn til at skille stat og kirke, sådan som visse politikere fra tid til anden lader komme til orde. Men når formanden for Kirkeligt Samfund, Jens Brun, kirkebogsfører og begravelsesmyndighed i Gug-Sønder Tranders pastorat, i et debatindlæg begrunder sin modstand mod en mulig adskillelse af stat og kirke i Danmark med, at båndet mellem stat og kirke i årenes løb er blevet stærkere, bl.a. fordi kirken har forestået personregistreringen og har fungeret som begravelsesmyndighed, bør netop denne begrundelse tages med et betydeligt forbehold. Da Christian IV ved forordning af 1646 lod indføre et system til civilregistrering, blev registreringen pålagt sognepræsterne, fordi de generelt var de bedst uddannede personer rundt i sognene; tilmed var præsterne kongelige embedsmænd, og det var derfor naturligt, at kongemagten gennem præsterne kunne få registreret det, der var nødvendigt. Ved lov nr. 57 af 14. marts 1924 – undertegnet af Christian X – blev der imidlertid indført folkeregistre overalt i Danmark. Hvert eneste sogn eller kommune skulle oprette sit folkeregister. Til folkeregistret skulle borgerne anmelde fødsler, vielser, dødsfald samt til- og fraflytninger, således at man i kommunen til enhver tid vidste, hvem og hvor mange borgere der var i kommunen. Lige så længe folkeregistrene har eksisteret i Danmark, har der således, som ethvert voksent menneske har erfaret, fundet en dobbeltregistrering sted. De samme registreringer har fundet sted både i kirkesognenes ministerialbøger og i kommunernes folkeregistre. Set med praktiske øjne synes den ene registreringsform overflødig. Der er tale om et enormt spild af ressourcer som arbejdskraft, kontorlokaler og alskens kontorartikler. I stedet for på kløgtig og besparende vis at gennemføre én fælles dansk civilregistrering, som tilfredsstiller alle danskere, har man gennem de senere år inden for folkekirken etableret sig med en kostbar elektronisk kirkebog, DNK = Den Nye Kirkebog. Alle danske borgere, folkekirkemedlemmer og alle andre, skal som hidtil anmelde alle personlige begivenheder fra fødsel til grav til et folkekirkeligt kontor, samtidig med at de samme begivenheder registreres hos det kommunale folkeregister. Forventeligt har der været protesteret fra mennesker, der står uden for folkekirken, fordi de skal henvende sig til et folkekirkeligt kontor vedrørende en ren verdslig civilregistrering. Uden i mindste måde at opfordre til adskillelse af stat og kirke kunne man have grund til at forvente, at fornuftige og eftertænksomme politikere uanset partifarve ville sørge for, at den folkekirkelige civilregistrering nedlægges, så den kostbare dobbeltregistrering, som har fundet sted siden 1924, omsider kunne bringes til ophør. [ Karl Maksten, Rantzausgade 40, 2., Aalborg, maksten@stofanet.dk