Nedlæg vildskuddene

Til Hans H. Søndergaard. Da du åbenlyst ikke har forstået mit indlæg, skal jeg gerne gentage. Selv nok så mange sygehuse helbreder ikke. Det er lægerne, som helbreder, og flere sygehuse skaffer ikke flere læger.

Derfor holder din påstand ikke, at flere privathospitaler skaffer flere i behandling. Tværtimod, da privathospitaler ikke bidrager til lægeuddannelse. Når du oplever, det er svært at finde læger på det offentlige sygehus, kan det være, det er, fordi lægerne er på privathospitalet. Som Mogens Thykjær gør opmærksom på, suger privathospitalerne energien ud af det offentlige. Hvis vi nedlægger disse vildskud og koncentrerer energien om de offentlige sygehuse, kunne vi få et sygehusvæsen, som fungerer bedre. Selvfølgelig er det en forudsætning, at politikerne på Christiansborg også ønsker det og stopper de konstante nedskæringer. Hans Eriksen Bakkelyvej 6, Vestbjerg