Børnepasning

Nednormering truer med at lukke puljeordninger

Det er slut med puljeordningerne i Brovst kommune, hvis politikerne vedtager en foreslået besparelse

BROVST:- Hvis de fire puljeordninger skal nednormeres med tre pladser hver, så eksisterer vi ikke om seks måneder. Så klart udtrykker lederen af puljordningen Bamsehuset, Ulla Christensen, sig om de foreslåede besparelser på børnepasningsområdet. Sammen med de tre øvrige puljeordninger har hun gjort politikkerne i socialudvalget opmærksom på, at puljeordningerne ikke har noget valg, hvis de skal nednormeres: De må lukke. - Vi kan simpelthen ikke få det til at hænge sammen. Det eneste sted, vi kan spare, er på lønnen, og vi kan ikke eksistere med mindre end fire ansatte. Jeg vil ikke arbejde 48-50 timer om ugen, siger Ulla Christensen, der afviser at der er tale om en trussel. En nednormering med tre pladser svarer til 170.000 kroner for hver puljeordning, hvilket igen svarer til en 30-timers-stilling, oplyser Ulla Christensen, der ikke kan forstå, hvorfor Kommunen overvejer at spare penge på puljeordningerne. - Nu kører det lige så godt. Hvis man skal spare penge på børnepasningen, så kan det ikke være rimeligt, at det skal være os, det går ud over. Vores pladser er altid fyldt op, siger Ulla Christensen. Der er for øjeblikket venteliste, hvis man vil passes i en puljeordning. Inden politikkerne vedtog næste års budget udarbejdede socialforvaltningen et sparekatalog med muligheder for besparelser for knap en million kroner på børnepasningsområdet. I budgettet er der dog kun afsat en rammebesparelse på 400.000 kroner, som det er op til socialudvalget at udmynte på de enkelte pasningsordninger. Socialudvalget og pasningsordningernes fælles talerør, Fælles Forum, skal drøfte besparelserne på et møde onsdag og socialudvalgsformand Ole Christensen (S), vil ikke kommentere puljeordningernes udmeling om, at de kan blive nødt til at lukke før mødet. Puljeordningerne har nu bedt socialudvalget om et møde udenom Fælles Forum. - Økonomien er så vigtig, at de andre ikke behøver at være med. Det vedrører kun puljeordningerne og socialudvalget. Det er klart, at de forskellige pasningsordninger har hver deres kage at mele, derfor er det svært at komme med en samlet holdning i Fælles Forum, siger Ulla Christensen Formand for forældrebestyrelsen i puljeordningen Kyllingen, Claus Schröder, har forståelse for puljeordningernes beslutning om at lukke, hvis de bliver nednormeret. - Det er klart, at når man fjerner det økonomiske fundament, så kan de ikke fungere mere. Men det er sørgeligt, at det igen er børneområdet, der må stå for skud. Jeg ved ikke, hvilke kort politikerne sidder med på hånden, men når man læser i de udspil der er lavet, så kan man godt få en fornemmelse af, at de ønsker at lukke puljeordningerne, siger forældreformanden.