Nedrivning på Plusgrunden

Byggeri skal stå færdigt ved juletid

HJØRRING:Arbejdet er i fuld gang i Østergade på den tidligere Plus-grund. Her rives bygningerne ned for med tiden at give plads til et helt nyt byggeri med 26 lejligheder, kontorer og butik. Det er Bygge- og boligforeningen af 1938, der skal bygge på stedet. Der er licitations 14. marts. og forretningsfører Jens Ole Jørgensen fra bygge- og boligforeningen, regner med at byggeriet kan gå i gang i begyndelsen af april, afhængigt af vejret. Han vil endnu ikke sætte pris på byggeriet, da mange faktorer kan spille ind på prisen. Bygge- og boligforeningen har over 100 på venteliste til de nye boliger. - Om alle på ventelisten er interesseret, når lejlighederne r klar, må vi se til den tid, siger Jens Ole Jørgensen, der er meget tilfreds med interessen for byggeriet, der ventes færdigt ved juletid. Byggeriet indeholder lokaler til en 400 kvm stor butik. Den ejes af Kramer Finans og udlejes af ejendomsmægler Jens Jørgen Calundan. - Vi har endnu ikke lejet butikken ud, da vi først for nyligt har fået en tidsplan for byggeriet. Det er muligt at dele butikslejemålet op i to butikker. En mindre og en stor kunne være en mulighed, siger Jns Jørgen Calundan.