Ældreforhold

Nedrivningen af plejehjem forsinket

Stadigvæk bitterhed i byen over byrådets tackling af plejehjemslukning

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Byrådsmedlem Hildo Rasmussen stemte mod nedlæggelsen af plejehjemmet, men da det nu er en realitet, så ønsker han, at der på grunden kan opføres ældrevenlige boliger. Foto: Ole Torp

ASAA:- Hvis bygningen ikke kan bruges, så må den væk. Udgifterne til at drive den som aktivitetshus f.eks. af Borgerforeningen bliver alt for store, sagde formanden for Asaa Borgerforening, Thomas Nymann, som står sammen med byrådsmedlem Hildo Rasmussen foran et af de helt store stridspunkter i kystbyen: Det nu tidligere plejehjem Tonnishave.

- Ja, der er stadigvæk bitterhed i byen over, hvordan man har tacklet denne sag fra byrådets side. Derfor og fordi plejehjemmet har betydet så meget for byen, og der nu er truffet en afgørelse om nedlæggelse, så vil det være bedst, at det forsvandt hurtigst muligt, tilføjer Hildo Rasmussen.

Oprindeligt lød aftalen med nedrivningsfirmaet Brdr. Nielsen, Tjele, på, at grunden skulle være ryddet 8. august, men da Hildo Rasmussen ringede firmaet op, fik han at vide, at der er truffet en ny aftale med kommunen om en forlængelse af fristen med tre uger. Grunden hertil skulle være, at man var stødt på nogle uforudsete miljøspørgsmål.

Nedlæggelsen

Efter en til tider meget heftig debat (især i Asaa) vedtog Brønderslev Kommunes byråd i 2012 med et stort flertal (kun fire stemte imod) at nedlægge plejehjemmet Tonnishave. Mens de sidste beboere blev flyttet til andre plejehjem i kommunen, startede en ny debat. Denne gang om, hvad man skulle bruge bygningen til. Der var forslag om at stille lokaler til rådighed for centerrådet og en sygeplejeklinik. Det endte dog med, at begge funktioner rykkede ind i det nye Kulturhus på Torvet (den tidligere bankbygning), og det blev vedtaget at rive bygningen ned.

Ældrevenlige boliger

- Langt tilbage var det en folkesag her i Asaa at få et plejehjem, og mange bidrog til at realisere ønskerne. Derfor vil det kun være rimeligt, om kommunen efter endt nedrivning overdrog grunden til Borgerforeningen, siger dens formand, og Hildo Rasmussen fortsætter tankerækken: - Ja, så kunne man måske få Boligselskabet Østvendsyssel til at fortsætte rækken af ældrevenlige boliger på Tonnismarken op på denne grund. I så fald er jeg sikker på, at Borgerforeningen gerne stiller grunden gratis til rådighed, siger Hildo Rasmussen, og Thomas Nymann nikker bekræftende.

Friplejehjem

Men det positive er, at der nu er et såkaldt friplejehjem på vej i Asaa. Det skal efter planen placeres på et areal på Vodbindervej og opføres af Danske Diakonhjem. I øjeblikket foregår der en offentlighedshøring, som slutter 18. august. Herefter mangler der kun en afgørelse om frigivelse fra den statslige kvote. Den finder sted 16. september. Hvis alt går som ønsket, så skulle det nye plejehjem i Asaa stå færdigt 1. juli 2016.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst