- Nedskæringer gider vi ikke...

Alle kommunens pædagoger marcherede gennem byen med bannere, paroler og sang

Nørholm 6. september 2002 08:00

AALBORG: Motorcykelbetjenten, der kørte forrest, anslog optoget til at være 600-700 meter langt. Under parolen "nedskæringer gider vi ikke - sammenhold, det skal der til" demonstrerede over 2000 pædagoger og pædagogmedhjælpere i går mod kommunens bebudede besparelser. Der var også lærere med fra de fem skoler, der i går holdt fagligt møde. - Jeg er så frustreret over de her nedskæringer, sagde lærer Lars Salomonsen fra Nørholm Skole, da han gik gennem byen i optoget. Samtidig understregede Lars Salomonsen, at de nedskæringer, skoleområdet oplevede i foråret, allerede gør rigeligt ondt i forvejen. Optoget startede i Østre Anlæg. Enkelte cafegæster og folk, der ventede på bussen, gav sig spontant til at klappe i sympati, da det store optog skred hen over Nytorv. Optoget sluttede på Gammeltorv, hvor det blev til et par enkelte taler. De foreslåede besparelser gør det svært for pædagogen at få tid til det enkelte barn. Det var den tilbagevendende melding, NORDJYSKE fik, da vi snakkede med nogle af de fremmødte. Det bliver ren pasning i stedet for ren pædagogik, som et af bannerne antydede. Og pædagogernes løsning på problemet var: Sæt skatten op med en tyver om ugen. Som der stod på et af bannerne: "Betal 20 kroner til din skat". - Det nærmer sig uanstændighed, sagde pædagog Jette Pedersen fra Tornhøjskolens DUS. - Vi får for lidt mulighed for at lave pædagogisk arbejde, sagde pædagog Ulla Kaasgaard fra samme sted. De to pædagoger syntes i forvejen, at pædagogerne har lagt ryg til mange besparelser, og de forudser, at de får endnu mindre tid til det enkelte barn. - Jeg synes, der har været for meget nedskæring i flere år. Smertegrænsen er nået, sagde Ulla Kaasgaard. Samtidig giver det stress, når man som pædagog ikke synes, man kan udføre sit pædagogiske arbejde optimalt. - Det går ud over det psykiske arbejdsmiljø, sagde Ulla Kaasgaard, som er sikker på, at man vil opleve en stigning i udbetaling af sygedagpenge til pædagogerne. Den holdning blev bakket op af pædagog Susan Henriksen fra Børnehaven i Ryesgade. Hun var med til at stable gårsdagens demonstration på benene sammen med syv andre pædagoger. - Jeg tror ikke, vi kan tåle mere. Det her går ud over fagligheden. Hvis du går hjem utilfreds med din arbejdsdag, så er det svært at se formålet med arbejdet, sagde Susan Henriksen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...