Nedslået Patrick Nielsen: Det var noget lort

Bokseren Patrick Nielsen tabte for første gang i karrieren, da Dmitry Chudinov fortjent sejrede i Moskva.

2. juni 2014 01:13

Den danske bokseprofil Patrick Nielsen blev udbokset søndag aften i Moskva af hjemmebanefavoritten Dmitry Chudinov og indkasserede dermed karrierens første nederlag.

Inden kampen var danskeren noteret for 22 sejre i 22 kampe.

- Jeg kan ikke være mere skuffet. Det var en dårlig indsats. Det var noget lort. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige lige nu, siger Patrick Nielsen til TV3+.

Danskerens promotor, Kalle Sauerland, arbejder allerede nu på at sikre en revanchekamp mod Chudinov på dansk grund.

Det bekræftede Kalle Sauerland straks efter kampen i Moskva, hvor et mindre bælte i forbundet WBA var på spil for de to mellemvægtsboksere.

- Jeg tager gerne en revanchekamp mod ham, lyder det fra Patrick Nielsen.

Kampen gik alle 12 omgange, og efterfølgende vandt russeren med dommerstemmerne 3-0. Scoren var 116-112, 117-111 og 115-113 blandt dommerne.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...