Nedslået Wozniacki bukker for finalebøddel

Caroline Wozniacki var ærgerlig efter nederlaget til Nadia Petrova i WTA-turneringen Tournament of Champions.

Nedslået Wozniacki bukker for finalebøddel

Det varede kun en time og 27 minutter, før Nadia Petrova havde gjort kål på Caroline Wozniacki i finalen af årets sidste WTA-turnering, Tournament of Champions.

Derfor var Wozniacki skuffet efter nederlaget, som lød på 2-6, 1-6, og som sluttede denne sæson af. Men hun roste også sin modstander i finalen.

- I dag gik det ikke, som jeg havde håbet på. Det er åbenlyst. Men Nadia spillede en virkelig god kamp, siger Wozniacki.

Titelvinderen Nadia Petrova roste efter sejren sin spanske træner Ricardo Sanchez, som tidligere har været træner for Wozniacki.

- Det har været en sand fornøjelse at spille her. Vi har haft nogle op- og nedture i denne sæson. Men hvilken afslutning, siger Petrova om samarbejdet med Ricardo Sanchez.

I sidste uge vandt Petrova doubleturneringen i WTA-turneringen i Istanbul.

- Det er en fantastisk måde at slutte sæsonen af på - med en titel i double i sidste uge og en titel i single i dag. Nu ser jeg bare frem til at hvile og blive stærkere og mere frisk til næste år, siger Petrova.

Russeren vandt 270.000 dollar (1,6 millioner kroner) i præmiepenge og sikrede sig pladsen som nummer 12 på verdensranglisten, som offentliggøres mandag.

På den liste, som er årets sidste rangliste, vil Wozniacki kravle op i top-10 igen efter finalepladsen i Sofia. Danskeren overhaler franske Marion Bartoli.

Tournament of Champions var den sidste turnering på kvindernes WTA Tour i denne sæson.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.