Nedslidt skole må vente endnu en gang

Ole Albæk vedgår, at de ikke har holdt løftet om renovering

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I sko­le­køk­ke­net er der hel­ler sket det helt sto­re si­den 1948, em­hæt­ter hav­de man ikke den­gang - og det har man så­mænd hel­ler ikke i 2006. FOTO: KURT BE­RING

HIRTSHALS:Udtrykket “de gode, gamle dage” falder med et brag til gulvet, når man står i drengenes omklædningsrum i Hirtshals Skoles gymnastiksal. Bortset fra at bruserne er skiftet ud, så er der intet sket siden 1948. Selv om der er pænt og rent, så har en vis kvalm “duft” aflejret sig i rummet. “Duften” er ikke behagelig, og så er det kun fantasien, der kan bedømme, hvordan den vil være, når rummet er fyldt med 15 svedende drenge i pubertetsalderen. Der er fem brusere. Vi lader lige billedet stå - og lader lugten hænge lidt. Vil ikke bade - Vi har problemer med børn, som ikke vil bade efter gymnastik, fordi det er så ulækkert, og det må jeg på et eller andet punkt give dem ret i, siger skoleinspektør Lars E. Christiansen, som tydeligvis ikke bryder sig om det, han kalder grundlugten i drengenes omklædningsrum. Skoleinspektøren roser rengøringspersonalet for at gøre et stort stykke arbejde, for det kræver masser af tid og knofedt for at holde de gamle lokaler rene. Men den lugt, som har sat sig gennem årene, kan hverken tid eller knofedt få bugt med. - Man kan ikke være bekendt med at lade børnene gå dernede. Ingen har lyst til at gå i bad sådan et sted. Det kan man ikke byde børnene i dag, siger formanden for skolebestyrelsen, Lene Lynggaard. Brudte løfter Hirtshals Skole var ellers stillet i udsigt, at den del af skolen fra 1948, som blandt andet huser skolekøkken, sløjd og gymnastik, skulle blive renoveret næste år - i 2007. Men alt tyder på, at den del af skolen skal nå at fylde 60 år uden nævneværdige forandringer, og i skolens bestyrelse er skuffelsen klar og utvetydig. Formanden for Hirtshals børne- og kulturudvalg, Ole Albæk (UP), lovede ellers på et møde tidligere i år, at de nedslidte lokaler på Hirtshals Skole stod øverst på listen over renoveringer i 2007. - Ole Albæk siger så meget, og han har lovet os så meget, er den tørre kommentar fra skolebestyrelsens formand. Lene Lynggaard. - Jeg har holdt min mund længe nok, men nu kan det være nok. Vi er blevet syltet mere end rimeligt, mener Lene Lynggaard. Hun og resten af Hirtshals Skole kan endnu en gang se ud i horisonten, for hverken skolekøkken, sløjdlokale, gymnastiksal og omklædningsrum ser ud til at blive renoveret sådan lige med det samme. Træls økonomi - Jeg står ved, hvad jeg sagde i foråret, men virkeligheden er, at vi ikke vidste, hvordan den økonomiske situation i Hirtshals ville blive, og vi havde ikke den fornødne likviditet, siger Ole Albæk. De økonomiske realiteter, der åbenbarede sig i sommerens løb, betød ifølge Ole Albæk, at alle planlagte renoveringer blev udskudt. - Renoveringerne i Tornby, Ulvkær og Bindslev som skulle have været gennemført i år, er skubbet til 2007, siger Ole Albæk, som lover, at det er Hirtshals Skoles tur i 2008.