Nedtællingerne er begyndt

Tiden nærmer sig for både verdenspremiere og afsked

HADSUND:Onsdag aften efter normal lukketid vil det vrimle med mennesker i Hadsund Bio - nogle af dem vil være klædt ud og fægte i mørket med lyssværd - alle vil de vente på, at det bliver midnat og at operatøren kan blænde op for den nye Star Wars-film; den sjette som har navnet Episode III: Revenge og the Sith. - Det bliver min sidste verdenspremiere, siger biografdirektør Lizzi Hvilsted og sukker: Og jeg kan nok ikke engang håbe på flere danmarkspremierer. Sukket henviser til, at Lizzi Hvilsted, som omtalt i NORDJYSKE forleden, pr. 1. august stopper som forpagter af Hadsund. Farvel for tredje gang Ikke at hun ikke glæder sig til at slippe for at drive biografen til pinse, påske, jul og hele tiden. - Men det er bestemt ikke, fordi jeg ikke kan lide biografdrift. Det er bare blevet for meget. Jeg skal stoppe nu, siger Lizzi Hvilsted, der har vist så megen lyst til at drive biografen, at hun hele to gange er vendt tilbage til den efter at være holdt op. Gennem i alt 15 år fordelt over 20 har hun haft sin gang i biografen, og hun vil slet ikke forsværge, at biografgængerne også i fremtiden vil møde hende i biffen. Hun vil da gerne give et nap med, siger hun, hvis den nye forpagter har brug for dét og for den sags skyld en fridag. For en biograf, den skal være åben, mener Lizzi Hvilsted, der allerede gør sig bekymringer på biografens vegne hvis afløseren ikke er på plads til 1. august. - Jeg synes, det er frygteligt, hvis der skal være lukket i 14 dage, siger forpagteren, der har skullet tvinge sig selv til at holde lukket en uge en gang imellem. Meget at nå endnu Det gør hun nok snart igen, hvis hun ellers får tid, for der er ret mange film, som hun ret gerne vil nå at spille, inden hun siger farvel, og så skal biografen og Morten Bekker danse en dans den 27. og så er der jo verdenspremieren onsdag nat. Og selv om det ikke er helt det samme som første gang, så er det jo noget. - Og måske får jeg også en danmarkspremiere mere, siger Lizzi Hvilsted og tænker tilbage til dengang, hvor hun skulle være glad, hvis hun havde en premiere én gang eller to om året. - Nu sker det, at jeg glemmer at sætte flagene ud, ler hun, der anlægger samme synspunkt i forbindelse med, at hun nu siger farvel for tredje gang, altså at der ingen grund er til at blive ved med at markere det. - Men jeg vil prøve at få lov til at sætte billetprisen ned til de sidste film, stiller hun sine trofaste biografgængere i udsigt.